Forstår danskernes vrede: Det var pinligt, Leicester

Leicester fik læsterlige klø af Porto. Deres CL-indsats onsdag aften var under al kritik, mener svensk kronikør

Læsterlige klø: Porto gennemprygler Leicester med 5-0

FC København gjorde, hvad de skulle i går aftes, da de besejrede Club Brügge med 2-0.

Men de danske mestre havde brug for hjælp fra Leicester, hvis drømmen om et avancement fra gruppen skulle gå i opfyldelse.

Det viste sig dog hurtigt, at hjælpen bestemt ikke kom fra det engelske. Startopstillingen havde givet plads til et hav af reserver, og de kriseramte engelske mestre, som kæmper for at finde formen hjemme i Premier League, blev savet midtover af et oplagt Porto-mandskab, der vandt med hele 5-0 og dermed sikrede sig andenpladsen i gruppen foran FCK.

Det ærgrede naturligvis den danske lejr. Ikke mindst det faktum at Leicester ikke lignede et hold, der for alvor gik efter noget i det portugisiske.

- Vi gjorde vores pligt, men vi havde jo håbet på lidt mere hjælp fra Leicester. Det føles lidt som om, de bare smed kampen på forhånd, og det er trist, siger Ludwig Augustinsson til Expressen.

- Jeg forstår godt, de roterer lidt, når de allerede har vundet gruppen, men vi havde alligevel håbet på en lidt bedre præstation, så det føles lidt surt lød det fra FCK's venstreback.

Leicesters ringe indsats skuffede også en af Augustinssons landsmænd. Expressens kronikør Daniel Kristoffersson. Han kalder Leicesters CL-kamp for pinlig. Han skriver således:

- Ståle Solbakkens drenge vandt ude mod Club Brugge, men de var tvunget til at sætte deres lid til, at Premier League-mestrene Leicester tog point på udebane mod Porto.

- Danskerne drømte om, at det var muligt. I hvert fald indtil de så Leicesters startopstilling. Det er ingen overdrivelse at sige, at Claudio Ranieri smed kampen mod Porto.

- Ti ændringer sammenlignet med deres seneste kamp, hvor Vardy, Mahrez, Schmeichel, Amartey, Slimani og Huth alle sad over, bare for at nævne nogen.'

- Okay, jeg forstår godt, man vil hvile et antal spillere. Men at stille med c-holdet mod Porto tror jeg ikke, FCK havde regnet med.

- Der kommer næppe nogle julekort til Leicester fra København. Det er nemt at forstå danskernes vrede. Det blev også pinligt for Leicester, da cifrene sagde 5-0. Men på den anden side, FCK satte sig selv i den situation, skriver Kristoffersson.

Ståle Solbakken sagde efter løvernes seneste CL-kamp mod Porto, at han godt kunne forstå, hvis Leicester sparede spillere til deres sidste kamp i gruppen mod Porto.

- De har selv bragt sig i så fordelagtig position, lød det fra nordmanden dengang. Altså underforstået. Han kunne godt forstå, hvis Leicester ikke ville være der 100 % onsdag aften i Porto.

Se også: Ståle jubler: Vi har gjort det historisk godt

Se også: Karakterbog fra Brugge: En FCK'er var i verdensklasse

Se også: Nul hjælp til FCK: Leicester smadret i Porto

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Ulrik Bachmann
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen