Raser efter skalle-drama: Han er en svindler!

Bølgerne gik højt, da Sevillas Samir Nasri blev udvist efter at have tildelt Leicesters Jamie Vardy en skalle. Englænderen faldt, men det var rent skuespil, hævder den vrede franskmand

Nasri og Vardy støder sammen i tirsdagens Champions League-opgør.

Franske Samir Nasri er måske ikke ligefrem kendt for altid at blive stående på benene i nærkampe.

Alligevel er han rasende, når modstandere spiller det spil over for ham - altså at falde lige lovligt let til jorden efter en konfrontation.

Det skete i tirsdagens Champions League-opgør, hvor Nasri og Sevilla var på besøg hos Kasper Schmeichels Leicester i Champions Leagues 1/8-finale.

Det møde slap den danske keeper bedst fra, men undervejs var der drama. Blandt andet da Samir Nasri og Leicester-måljager Jamie Vardy så sig sure på hinanden med et kvarter tilbage af kampen.

En hurtig ordveksling efter en mindre batalje endte med, at Vardy faldt til jorden, som var han ramt af en skalle fra franskmanden, der omvendt hævder, at Vardy simulerede.

Du kan se episoden over artiklen og selv bedømme

- Han skubbede mig og sagde, 'hvad laver du?' Og så gik han helt tæt på mig. Han spillede spillet godt. Vi stod ansigt til ansigt og så faldt han bagover. Jeg troede, at engelske spillere var mere hårdfør end det, siger Samir Nasri, der ikke er bleg for at stemple Jamie Vardy som en gemen svindler.

- I mine øjne er han en svindler. Hvis han var udlænding, så ville den engelske presse stemple ham som en svindler. Spil nu spillet som en mand.

- I er ikke bedre end os, men I er ved at vinde, I vil gå videre - spil nu spillet. Du har kvalitet, du er landsholdsspiller, du behøver ikke at gøre sådan noget.

På vej ud af banen forsøgte Samir Nasri flere gange at komme i kontakt med Vardy, inden han stærkt ophidset gik ned i spillertunnellen. Her råbte han igen efter englænderen, men besindede sig dog og undgik en konfrontation efter kampen. 

- Jeg ville gerne snakke med ham, men der var for mange kameraer og for meget sikkerhed. Og jeg skal også tænke på næste sæson og ikke få en lang karantæne. Du ville ikke være i stand til at skrive det, jeg ville have sagt til ham, siger Samir Nasri, der er udlånt fra Manchester City.

Efter kampen bedyrede Vardy sin uskyld, men havde ellers ikke lyst til at snakke om episoden.

- Jeg er ikke en svindler, og det har jeg aldrig været. Det er alt, hvad jeg har at sige om sagen, siger Jamie Vardy.

Leicester finder først fredag ud af, hvem de skal stå over for i kvartfinalen.

Interaktivt element

Du kan se højdepunkter fra Leicesters sejr her:

Se også: Formidable Schmeichel bag fantastisk Leicester-triumf

Se også: Kasper Schmeichel jubler: En utrolig aften

Se også: Stærke Schmeichel skriver CL-historie

kommentarer
Vis kommentarer

Mest læste i sport
Seneste i sport
 

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen