Mens Manchester United fortsat jagter Robin van Persie i Arsenal, ser klubben
ud til i mellemtiden at have sikret sig det chilenske stortalent Angelo
Henriquez.
Ifølge flere engelske medier har den 18-årige angriber gennemgået et tre timer langt lægetjek i den engelske storklub i dag, og rapporter fra tidligere på sommeren om en aftalt handel med mesterklubben Universidad ser dermed ud til at holde stik
Henriquez har scoret 11 mål i 17 ligakampe for Universidad i år, og han menes at koste sted mellem 30 og 40 mio. kr. i overgangssum.
United har i forvejen sikret sig yngre kræfter i form af Shinji Kagawa og Nick Powell.
United er angiveligt også på jagt efter Evertons venstre back Leighton Baines, men ifølge Manchester Evening News skulle Evertons salg af Jack Rodwell have ødelagt den plan, fordi Everton nu ikke længere har så meget brug for transferpengene.
I øvrigt har United ifølge Sky Sports forlænget aftalen med angriberen Danny Welbeck, så den løber de næste fem år.
