SWANSEA (Ekstrabladet.dk): Transferbalancen siger overskud på 110 mio. kr.
oven på Michael Laudrups første transfervindue i Swansea. Og de penge er
danskeren nu parat til at sætte i spil.
Det skal ske ved at forlænge aftaler med en stribe nøglespillere inden for de
kommende uger. Og den danske manager kan glæde sig over, at én aftale stort
set er i hus.
Læs også: Se også: Laudrup vil forlænge med
profilerne
Årets spiller i Swansea City FC sidste sæson, den hollandske keeper Michel Vorm, er bare en underskrift fra at binde sig til klubben frem til sommeren 2016.
- Jeg har ikke set kontrakten endnu, men det er meget tæt på, siger Michael Laudrup forud for weekendens hårde test mod Everton.
Stopper transferrygter
- Det er vigtigt, at vi får bundet nøglespillere op på længerevarende
kontrakter. For godt nok er transfervinduet lukket, men vi ved allesammen,
at hen omkring jul begynder snakken at gå igen. Og så har vi et nyt
transfervindue i januar.
- Har vi styr på aftalerne med spillerne, så er det lettere at dæmme op for rygterne, konstaterer Michael Laudrup.
Han måtte i løbet af august se en stribe Swansea-spillere blive linket
kraftigt til andre klubber. Anfører Ashley Williams blev nævnt i Liverpool,
mens langtidsskadede Neil Taylor pludselig blev nævnt på radaren i
Manchester United - før de hentede Alexander Büttner. Læg dertil de spillere
som Laudrup måtte vinke farvel til, da Joe Allen røg til Liverpool og Scott
Sinclair tog turen til Manchester City.
Se her: Se også: Laudrup mister sin stjerne i morgen
Derfor er det ikke underligt, at både Ashley Williams og Neil Taylor er højt prioriteret på Swanseas forlængelses-liste.
Williams og Taylor tæt på
- Hvor tæt er Ashleys hånd på papiret? joker Michael Laudrup omkring
anførerens kontrakt med en selvbevidsthed, der klart signalerer, at
forlængelsen med Ashley Williams er tæt på.
Kontrakten med Neil Taylor har længe været forhandlet på plads på princip-niveau, men backens brud i anklen mod Sunderland har skubbet det lidt i baggrunden. Taylor er netop kommet gennem en operation i anklen uden komplikationer.
