Liverpool skal spille smukt, elegant og fremadrettet. Men hidtil har den nye
stil under manager Brendan Rodgers ikke givet mere end én sejr - sidste uge
mod Norwich.
For dagens hjemmekamp på Anfield var en ny skuffelse for The Reds. Liverpool måtte nøjes med en nulløsning i en kamp, hvor de dominerede og skabte rigeligt med chancer til at vinde kampen.
Specielt mod kampens slutning var trykket mod Stoke-målet stort.
Unge, talentfulde Raheem Sterling, der blot er 17 år, fik en gylden mulighed på Daniel Aggers forarbejde, men Sterlings afslutning prellede af på træværket.
Se også: Se også: Laudrup: Vi viste karakter
Midtstopper Martin Skrtel var milimeter fra at blive matchvinder i slutminutterne. Indskiftede Joe Cole løftede bolden ind mod Martin Skrtel, der vandt luftduellen, men bolden ramte stolpen og sprang i spil på ny.
Luis Suarez havde også flere gode muligheder, men efter syv scoringer i de seneste syv kampe, blev det en skuffende eftermiddag for ham.
Daniel Agger spillede på ny en solid kamp i Liverpools forsvar, hvor han var sikker i alle indgreb og stærk i duellerne, lige som han var med til at give Liverpools offensiv en anden dimension, når han stødte med frem.
Manager Brendan Rodgers går meget op i at have bolden mest. Mod Stoke hed den 56-44 i boldbesiddelse, men det stod stadig 0-0 på måltavlen på Anfield.
Det skuffende resultat placerer stadig Liverpool i den tunge ende af Premier League - langt fra ambitionerne om top-4.
Thomas Sørensen sad på bænken hele kampen for Stoke.
