Fyret Chelsea-træner overtager Tottenham

Portugiseren André Villas-Boas bliver manager for Premier League-klubben Tottenham Hotspur

  • Foto: AP
Foto: AP

Fodboldklubben Tottenham Hotspur har fundet sin kommende manager efter den utidige afsked med Harry Redknapp.

Ikke uventet bliver det André Villas-Boas, der overtager managersædet, skriver klubben på sin hjemmeside.

- Tottenham Hotspur er en stor klub med en stærk tradition og fantastisk support, både hjemme og i hele verden. Jeg har haft flere samtaler med formanden og bestyrelsen og jeg deler deres vision for fremtiden. Det her er en trup, som enhver træner ville elske at arbejde med og sammen tror jeg vi kan bringe succes i sæsonerne, der kommer, siger Villas-Boas til hjemmesiden.

Portugiseren blev i marts fyret i Chelsea, efter at han havde haft en skuffende debutsæson for de senere Champions League-vindere.

I sæsonen forinden førte André Villas-Boas FC Porto til det portugisiske mesterskab, ligesom klubben vandt den nationale pokalturnering og Europa League.

Tottenham blev i sidste sæson nummer fire i Premier League.

Det rakte dog ikke til at komme med i Champions League-kvalifikationen, fordi netop Chelsea snuppede den fjerde engelske plads ved at besejre Bayern München i Champions League-finalen.

Villas-Boas trækker to nye trænere med til klubben. Jose Mario Rocha ansættes som fitness-træner og Daniel Sousa bliver ansvarlig for scouting.

Seneste Ekstra Bladet job

Tipsbladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør lige nu:Steffan K. Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen
Udgiver:JP/Politikens Hus A/S
Alt på ekstrabladet.dk