Persondata politik

Lindegaard på mål i United-show

Danskeren var igen Alex Fergusons foretrukne, da Manchester United trynede Wigan på flot anden halvleg

  • Paul Scholes i en af mange dueller med Wigan-terrieren Shaun Maloney. (Foto: AP/Jon Super)
« Forrige
Paul Scholes i en af mange dueller med Wigan-terrieren Shaun Maloney. (Foto: AP/Jon Super)
1 af 2
Næste »

Seneste i Engelsk fodbold

Hent flere
 

Anders Lindegaard fik sin anden kamp i træk i Manchester United-målet, da han startede inde for Alex Fergusons tropper, som lørdag eftermiddag rev Wigan en tur rundt i United-showet og med en 4-0-sejr rykkede op på andenpladsen i Premier League.

Danskeren var nærmest arbejdsløs og havde masser af tid til at nyde den periodevise opvisning fra De Røde Djævle, der dog måtte vente til anden halvleg med at åbne scoringen og sætte tingene på plads.

Og det var såmænd 700 kamps-jubilaren Paul Scholes, der satte hjemmeholdet i gang med sit mål nummer 155 for den klub, den 37-årige midtbanespiller har repræsenteret hele karrieren.

Læs også:

Se også: Lindegaard starter inde - igen

United dominerede kampen fra start, og allerede efter fem minutter havde De Røde Djævle en stor mulighed for at komme i front, da konstant farlige Danny Welbeck blev 'nedlagt' i feltet af Wigans ellers fine keeper, Ali Al-Habsi. Men Javier Hernandez misbrugte det noget tyndt dømte straffe med et lige så tyndt, fladt spark.

I øvrigt allerede hjemmeholdets andet brændte straffespark i denne sæson efter Robin van Persies afbrænder fra 11 meter-pletten mod Southampton.

United lagde et tungt pres på Wigan, men det blev ofte ved tæt-på-situationer, mens Anders Lindegaard kedede sig i den anden ende.

Mod slutningen af første halvleg blev han dog aktiveret, og et par minutter før pausen havde gæsterne endda muligheden for at komme i front. Men Arouna Kone fik ikke ordentligt ram på bolden ved bagerste stolpe.

Læs også:

Se også: Ny ballade om et manglende håndtryk ...

Seks minutter efter pausen kom det forløsende mål så for hjemmeholdet, da Paul Scholes var hurtigst over en ripost i feltet og blot fem minutter senere fulgte det næste, da Javier Hernandez stod det rigtige sted foran mål og sparkede bolden i kassen fra kort afstand efter et lang tids sværmerier omkring Wigan-målet. Og der gik ikke mange minutter, før Uniteds næste mål kom.

Denne gang var det hollænderen Alexander Büttner, der kronede en flot debut i United-trøjen med - lidt heldigt - at få bolden i mål fra spids vinkel efter et godt og især arbejdsomt raid på venstrekanten.

Büttner fik debut i Patrice Evras skadesfravær, og United var desuden uden profiler som de skadede Wayne Rooney og Ashley Young, mens Shinji Kagawa, Antonio Valencia, Tom Cleverley og Robin van Persie blev sparet og startede på bænken.

Sidstnævnte kom på banen 20 minutter før tid sammen med Nick Powell.

Læs også:

Se også: Laudrups stime ødelagt af fejl

Kort forinden havde Lindegaard haft sin første store prøve, da han fint kastede sig ned i fødderne på Arouna Kone og fik blokeret Wigan-indkøbets forsøg. Ellers var den danske keeper stort set arbejdsløs og virkede i øvrigt ganske sikker i sine få aktioner i feltet og i udkast.

Uniteds fjerde mål var også en debutantscoring - denne gang fra den kun 18-årige Nick Powell, der fra små 20 meter flot sparkede bolden ind ved den ene stolpe til 4-0.

Trods masser af muligheder blev det ved 4-0 til hjemmeholdet, der hentede to point i forhold til rivalerne fra Manchester City, der trods endnu en debutantscoring - fra Javi Garcia på hovedstød - måtte nøjes med 1-1 ude mod Stoke, der kom foran på mål af Peter Crouch.

Også Chelsea satte point til i toppen, da Roberto Di Matteos tropper måtte nøjes med 0-0 i lokalopgøret ude mod Queens Park Rangers, mens Dimitar Berbatov fejrede sin tilbagevenden til Craven Cottage med to scoringer i Fulhams overraskende klare 3-0-sejr over West Bromwich.

Resultater

Norwich-West Ham 0-0

Tilskuere: 26.806

Aston Villa-Swansea 2-0 (1-0)

1-0 Matthew Lowton (16. minut). 2-0 Christian Benteke (88. minut)

Man. Utd-Wigan 4-0 (0-0)

1-0 Paul Scholes (51. minut). 2-0 Javier Hernandez (63. minut). 3-0 Alexander Büttner (66. minut). 4-0 Nick Powell (82. minut)

Arsenal-Southampton 6-1 (4-1)

1-0 Jos Hooiveld (11. minut/selvmål). 2-0 Lukas Podolski (31. minut). 3-0 Gervinho (35. minut). 4-0 Nathaniel Clyne (38. minut/selvmål). 4-1 Daniel Fox (45. minut). 5-1 Gervinho (71. minut). 6-1 Theo Walcott (88. minut)

Tilskuere: 60.097

Fulham-WBA 3-0 (2-0)

1-0 Dimitar Berbatov (32. minut). 2-0 Dimitar Berbatov (45. minut/str.). 3-0 Steve Sidwell (89. minut)

Udvisning: Peter Odemwingie, WBA (38.)

Tilskuere: 25.691

Stoke-Man. City 1-1 (1-1)

1-0 Peter Crouch (15. minut). 1-1 Javi García (35. minut)

Tilskuere: 27.101

QPR-Chelsea 0-0

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Kim Vangkilde Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik