Horsens reddet fra fiasko i overtiden

Der måtte et straffesparksmål til, før AC Horsens fik udbytte af Europa Cup-debuten mod svenske Elfsborg

  • Alexander Juel Andersen i nærkamp med Elfsborgs Oscar Hiljemark. (Foto: René Schütze)
Alexander Juel Andersen i nærkamp med Elfsborgs Oscar Hiljemark. (Foto: René Schütze)

HORSENS (ekstrabladet.dk): Svenske Ken Fagerberg holdt liv i håbet om Horsens-succes i Europa League, da han koldt sparkede et straffespark i nettet bag den ellers velspillende Elfsborg-målmand Kevin Stuhr Ellegaard i dommerens tillægstid til slutfacit 1-1.

Det var en energisk Martin Spelmann, der helt nede ved baglinien fremtvang muligheden fra 11-meter-pletten på et tidspunkt, hvor der ellers stod godnat på programmet for hjemmeholdet.

Horsens var debutanter på den europæiske scene - og den unge målmand Frederik Rønnow kom til at sande, at fejl straffes nådesløst på det niveau.

Paradoksalt
Han tabte et alt andet end imponerende sparket frispark af den tidligere Brøndby-spiller Jon Jönsson ud i fødderne på den tidligere AaB'er Lasse Nilsson, som fra kort afstand havde let ved at score til 1-0.

Egentlig er det paradoksalt, at Rønnow skulle ende som skurk, fordi han i både 1. halvleg og efter dtoppet havde et par meget vigtige og store redninger. Men sådan er det i fodbold.

I den modsatte ende diskede Kevin Stuhr op med flere store redninger - og holdt sig desuden fejlfri i en kamp, hvor man så et gæstehold organiseret på typisk svensk vis.

Returkamp på kunstgræs
Fire mand på linje på midtbanen - styret af landsholdsveteranen Anders Svensson - og fire mand på linje i forsvaret - styret af den tidligere Brøndby-spiller Jon Jönsson - arbejdede disciplineret sammen og gjorde det svært for Horsens at få sat gang i noget offensivt.

Derfor kom tilfældighederne i høj grad til at råde. Mange bolde blev sendt op til Ken Fagerberg, helt i front. Han udnyttede sin fysiske styrke til at vinde mange nærkampe, men misbrugte en stor chance, inden han altså endte med sørge for udligningen.

Horsens undgik dermed en total fiasko, men har under alle omstændigheder et meget svært udgangspunkt til næste uges returkamp, hvor Elfsborg tilmed har den fordel, at der skal spilles på kunstgræs.

Seneste Ekstra Bladet job

Tipsbladet

EKSTRA Sport og spil

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen
Udgiver:JP/Politikens Hus A/S
Alt på ekstrabladet.dk