Familien overbeviste mig: Nu må du satme komme i gang!

I Danmark fik han stemplet som den perfekte assistenttræner, men Allan Kuhn ville være mere end det. Han er taget til den svenske storklub Malmö FF med en drøm

  • Det er sundt at skifte til et andet land for at være træner. Sådan havde jeg det også som spiller, da jeg tog til Örgryte. De så på, hvad jeg kunne og ikke alt det andet. Jeg startede fra scratch, og det gør jeg også her i Malmø. De kan ikke huske mig fra min FCM-tid eller huske, hvad jeg måtte have sagt engang. Her har jeg ikke fået noget stempel, siger Malmø-træner Allan Kuhn, der har suget til sig fra de cheftrænere, han har arbejdet under, og nu er klar til selv at stå med ansvaret for succes – og fiasko (Foto: Ole Steen)
Det er sundt at skifte til et andet land for at være træner. Sådan havde jeg det også som spiller, da jeg tog til Örgryte. De så på, hvad jeg kunne og ikke alt det andet. Jeg startede fra scratch, og det gør jeg også her i Malmø. De kan ikke huske mig fra min FCM-tid eller huske, hvad jeg måtte have sagt engang. Her har jeg ikke fået noget stempel, siger Malmø-træner Allan Kuhn, der har suget til sig fra de cheftrænere, han har arbejdet under, og nu er klar til selv at stå med ansvaret for succes – og fiasko (Foto: Ole Steen)

DUBAI (Ekstra Bladet): Allan Kuhn smager på ordet og gentager det for sig selv. 

- Det er da et fantastisk ord, er det ik’? Huvudtränare som det hedder på svensk. Nu er det mig, der er ’hovedtræner’.

Han griner, og det er svært ikke at grine med. Allan Kuhns begejstring er smittende, og hans humør overstråler solen i Dubai. 

Det var nogle af de egenskaber, der i Danmark gav ham et ry - og stempel - som den perfekte assistenttræner, og han havde stor succes i rollen i AaB.

Men det var bare ikke nok for Allan Kuhn at være ham, der stod for opvarmningen, hjørnespark og den gode energi. 

Han ville selv have ansvaret for succeserne og fiaskoerne og har fået det i Skåne som ’huvudtränare’ i Malmö FF.

- Det er okay at være den perfekte assistent, når man er i den rolle. Der var bare så meget mere, jeg gerne ville, som var cheftrænerens job.

- Jeg vil da gerne sige, at nu vandt jeg sgu også noget som cheftræner, men det er ikke det, der trigger mig. Det er, at jeg ved, at jeg er rigtig god til at være cheftræner nu og har det, der skal bruges. Ellers havde jeg heller ikke fået jobbet her.

Se også: Så meget skal Malmö betale for dansk Serie A-spiller

Allan Kuhn har store planer med Malmø. Han skal både være med til at udvikle klub og spillestil i det skånske (Foto: Ole Steen) Allan Kuhn har store planer med Malmø. Han skal både være med til at udvikle klub og spillestil i det skånske (Foto: Ole Steen)
’Allan hvem’ lød det ellers i Sverige, da AaB-assistenten fik jobbet som afløser for den kommende danske landstræner Åge Hareide.

De var mindst lige så overraskede på den anden side af Øresund over valget, men tanken om at tage springet fra den sikre tjans som assistent til cheftrænerens katapultsæde havde Kuhn haft i flere år. 

Han havde bare brug for et spark i røven og fik det derhjemme af fruen Pernille og deres piger, Julie, Josephine og Victoria. 

- Hvis jeg skal være 100 procent ærlig, så er det dem, der har skubbet allermest på. De sagde ’nu skal du ikke være assistenttræner længere, nu må du satme komme i gang og bruge noget af alt det, du er så dygtig til’.

- De sagde, at der ikke var noget, der holdt på mig – andet end mig selv. Den opbakning gjorde, at jeg gik ind til samtalerne med Malmö med en enorm ro og autoritet.

- Jeg vidste, hvad jeg ville, siger Allan Kuhn, som Ekstra Bladet møder på et af de mange store hoteller ved marinaen i ørkenstaten Dubai.

Superligaen: OB - AaB Allan Olsen - 8. jan. 2016 Fantastisk, Kuhn - men er du gal et jobskifte!

I Malmø har Kuhn ansvaret for cirka 40 mennesker i den sportslige sektor (Foto: Ole Steen) I Malmø har Kuhn ansvaret for cirka 40 mennesker i den sportslige sektor (Foto: Ole Steen)
Her forbereder svenskerne sig i lighed med FC København og Kuhns tidligere klub FC Midtjylland.

Han var i godt halvandet år cheftræner i det midtjyske, inden han i 2011 selv sagde stop og søgte tilbage til basen som assistent. Først i Randers FC, derefter ’hjemme’ i AaB.

- Jeg har en helt anden ballast nu. Dengang var jeg grøn, og det var en stor bommert ikke at bo, hvor jeg var træner.

- Pendleriet sled for meget, og så er forskellen også, at mine børn alle sammen er blevet store nu, siger Kuhn, der allerede har installeret sig på et hotel i Malmø og skiftet dansk ud med svensk. 

Der er visse fordele ved at være fra Bornholm og have set meget svensk tv som ung. Accenten er ikke ligefrem skånsk, men han kan mere end at begå og får et par gange i interviewet med Ekstra Bladet talt svensk.

Nyindkøbet Anders ’AC’ Christensen bliver til nyförvärv, og transfervindue til transferfönster. 

– Jeg kan mærke, at de har respekt for, at jeg taler deres sprog. Det giver noget autoritet, når man kan tage den første snak på svensk, siger den 47-årige træner, der er kommet til en klub, hvor 1500 møder op en kold fredag aften for at se en træningskamp mod Fremad Amager, og hvor næsten 10.000 fans allerede har købt sæsonkort.

Superliga: AaB - AGF Skandinavien - 8. jan. 2016 Svensk bombe: Allan Kuhn ny chef i Malmø

Allan Kuhn og Malmö FF tabte fredag 1-0 til Ståle Solbakkens FCK i Dubai (Foto: Ole Steen) Allan Kuhn og Malmö FF tabte fredag 1-0 til Ståle Solbakkens FCK i Dubai (Foto: Ole Steen)
Presset er med andre ord stort i Malmø, en by, der summer af fodbold, men Kuhn lader sig ikke stresse og er stadig det samme glade menneske, som frembragte så mange smil i Nordjylland.

- Jeg har altid været åben, udadvendt og glad. Det bliver der ikke lavet om på. Jeg vil altid prøve at være den, jeg er - også selv om vi skulle tabe tre kampe i træk. 

- Jeg tror simpelt hen ikke på, at man ikke kan være et godt menneske og samtidig en god træner. Det gider jeg ikke høre om.

- Jeg er glad og naturlig over for mine spillere og min stab, men de ved godt, at det er mig, der er bossen, siger træneren, hvis ledelsesstil lidt forenklet kan skrælles ned til tre K’er: Kærlighed, krav og konsekvens.

- Og konsekvens vil altid være den svære af de tre, men det er den fakkel, du får i hånden, når du får ansvaret. Den skal tages indimellem, og det gør man ved at være ærlig og tydelig.

- Jeg gider ikke sige én ting og så gøre noget andet. Den har jeg været igennem, men der er jeg meget længere nu, siger Malmö FF’s nye danske hovedtræner.

****

Det vidste du ikke om Allan Kuhn

Er kæmpe Liverpool-fan

Den 47-årige bornholmer er stor fan af Liverpool og skriver ofte om sin ’kærlighed’ på Twitter. Da klubben i 2005 sensationelt vandt Champions League, fejrede Kuhn det ved at løbe hujende rundt om poolen i Spanien, hvor han var på ferie.

- Vi gik helt amok, for det var så urealistisk, at de vandt den finale. Jeg er fan, men min bror, fætter og nevø er større Liverpool-fans end mig. De er fuldstændig fanatiske. 

- Det påvirker ikke mit humør, når de taber, men det, tror jeg, at det gør hos de tre andre. Men altså, hvis ikke man synes om ’You’ll Never Walk Alone’, så forstår man ingenting om fodbold.

Hev modstander i næsen

Allan Kuhn startede sin trænerkarriere hjemme på Bornholm i starten af årtusindet som spillende træner i den daværende Danmarksserie-klub FC Bornholm. I en kamp blev han så irriteret på en modspiller, at han hev ham i næsen og blev udvist.

- Det var en træningskamp om sommeren, og det må have været rigtig varmt, så jeg kom til at dumme mig rigtig meget. Til gengæld straffede jeg mig selv næste dag og løb 15 kilometer, fordi jeg var så irriteret over, at jeg havde gjort det. 

- Det er et meget dårligt signal at sende som træner, og det kommer man ikke til at se igen. Jeg er stadig meget engageret, men også meget rolig.

Kunne være blevet svensk assistenttræner

Den 47-årige bornholmer kunne i 2009 være blevet assistenttræner for det svenske landshold. Hans tidligere AaB-boss Erik Hamrén ville gerne have haft Kuhn som sin højre hånd for de blå-gule, men det blev ved snakken.

- Det var på tale, men der var bare nogle ting, der gjorde, at det ikke kunne lade sig gøre på det tidspunkt. Jeg var cheftræner i FC Midtjylland, og jeg ved ikke præcist, hvorfor det ikke blev til noget.

- Der var vist nogle ting på begge sider af bordet, men jeg ved, at Malmö FF har brugt Erik som reference, da de sporede sig ind på, at de gerne ville have mig som træner.

Danske trænere i udlandet

Allan Kuhn, cheftræner for Malmö FF

Lars Olsen, landstræner for Færøerne

Jon Dahl Tomasson, assistenttræner for Vitesse

Flemming Pedersen, cheftræner for Brentfords ’development squad’ (reservehold/U21-hold)

Mads Davidsen, first team coach for Shanghai SIGP FC

Jimmy Nielsen, træner for Oklahoma City Energy

Flemming Serritslev, landstræner for Papua Ny Guinea

Ole Tobiasen, træner for NAC Bredas U19-hold

René Skovdahl, træner for Hønefoss

Henrik Bødker, assistent-/målmandstræner for KR Reykjavik

Anders Gerber, træner for NSI Runavik 

Mike Tullberg, træner for Rot-Weiß Oberhausens U19-hold

Bo Andersen, træner for Vaulen Idrettslag

Læs også

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport
Seneste fodbold
Hent flere
Mest læst i fodbold
Hent flere
Tipsbladet
Mandagens rygtebørs: Eto'o tæt på ny klub
Championship-klub tilbagebetaler billetter efter intern skandale
AGF forlænger med fire førsteholdsspillere
Brasiliansk landstræner: Vi skal give styrke til Chapecoense
Fede præmier hver dag i Facebook-julekonkurrencen
OB-forsvarer venter med kontraktsnak
EKSTRA Sport og spil
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen