De franske fodboldmestre, Montpellier, må undvære midtbanespilleren Cyril
Jeunechamp på ubestemt tid.
Den franske fodboldliga har givet den 36-årige spiller karantæne, fordi han slog på en journalist fra den franske avis L'Equipe efter ligakampen mod Valenciennes i sidste weekend.
- Disciplinærkomitéen undersøger sagen og spærrer Cyril Jeunechamp fra fredag den 23. november på grund af alvoren i hans handlinger, lyder det i en meddelelse på den franske fodboldligas hjemmeside.
Se mere: Se også: Utilfreds fodboldspiller slog journalist
Efter 1-1-kampen ude mod Valenciennes i lørdags kom flere af Montpelliers spillere op at skændes med journalisten fra L'Equipe, angiveligt på grund af en artikel i avisen.
Det var i forbindelse med skænderiet, at 36-årige Cyril Jeunechamp slog journalisten.
Montpellier har beklaget episoden og fordømt Jeunechamps opførsel, men klubben har endnu ikke straffet spilleren.
