17-årige Lucas Andersen fik her til aften sin første kamp fra start for Ajax
ungdomshold i en regnfuld kamp mod FC Volendam. Og allerede efter et
kvarters spil kom den tidligere AaB-spiller i centrum for sit nye hold. Det
skriver Ajax på deres hjemmeside.
Lesley de Sa placerede en smuk aflevering for fødderne af det danske stortalent, der køligt bragte Ajax foran 1-0. Fem minutter senere var Lucas Andersen igen i spotlyset, da danskeren fandt holdkammeraten Ruben Ligeon, der gjorde det til 2-0.
Men her var den kreative komet langt fra færdig. I det 36. minut lobbede Lucas Andersen den på flotteste vis over modstanderholdets målmand, Mitchel Michaelis, og gjorde det til 3-0.
Det dårlige vejr resulterede efter pausen i, at kampen blev flyttet til en kunstgræsbane. Her begyndte de unge Ajax-spillere at slappe mere af efter den flotte 1. halvleg, og tempoet i kampen døde ud. Alligevel gjorde Danny Hoesen det til 4-0 i det 72. minut, inden Lorenzo Ebecilio lukkede kampen til 5-0.
Victor Fischer, der scorede hattrick, da Lucas Andersen debuterede onsdag og fik de sidste 30 minutter af 5-0 sejren mod norske Molde i ungdommens Champions League.turnering, NextGen Series, var ikke med i ungdomstruppen til aftenens kamp.
