Holland

Dansk profil frosset ud i topklub: Må ikke spise med de andre

- Det er et helt forkert billede, der bliver fremstillet af mig - jeg tænker altid på det sportslige først, siger Ajax-spilleren Nicolai Boilesen, som snarest håber på ny klub  

Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen, mener, at et skifte til spansk fodbold ville passe godt til Boilesen, som atter kan blive en seriøs konkurrent til venstrebackpladsen på landsholdet, hvis han finder formen. Hør mere her.
1/2
Næste »

Fodboldlivet er ikke altid en dans på roser. Det kan Nicolai Boilesen i høj grad tale med om. Han har det seneste år oplevet bagsiden af medaljen.   

Som 23-årig med en lovende karriere foran sig kunne han godt have undværet det seneste halve år. Han er raget uklar med Ajax-toppen, fordi han ikke forlængede sin kontrakt sidste sommer.

Siden har cheftræner Frank de Boer sendt ham ud af førsteholdstruppen og ned for at træne med klubbens talenter på Jong Ajax. Her må han kun træne og ikke spille kampe. Derfor har det seneste halve år været en svær periode for venstrebacken.

- De sidste to måneder af sidste sæson var jeg anfører for klubben, men siden jeg blev smidt ud af førsteholdstruppen, må jeg ikke engang spise morgenmad med dem. Jeg er ikke med på holdbilleder og eksisterer reelt ikke længere i førsteholdssammenhæng.

- Det har været en svær pille at sluge og en barsk oplevelse, siger Nicolai Boilesen til Ekstra Bladet.

I et halvt år har der været total tavshed fra Nicolai Boilesen. Han har haft lukket ned for medierne og helt bevidst ikke ønsket at kommentere de historier, der har kørt om ham.

Men nu fortæller han lidt om det mareridt, han oplever i Ajax, hvor han kæmper for at komme væk, så han igen kan få spilletid.

- Men hvorfor er tiden nu for at melde noget ud nu, Nicolai Boilesen?

- Jeg føler tidspunktet til at fortælle min version er nu. For der har været fremstillet et helt forkert billede af mig i medierne. Det passer simpelthen ikke, når jeg er blevet beskyldt for at være grådig og kun tænke på pengene.

- Da jeg i sin tid skrev kontrakt med Ajax, vidste jeg først, hvad jeg kom til at tjene, da jeg underskrev kontrakten. Jeg har altid haft fokus på det sportslige først, siger Nicolai Boilesen.

EM-kvalifikation: Albanien - Danmark Holland - 12. jan. 2016 Chokprisen for Boilesen: Tre millioner kroner

Frustrerende periode
Han erkender, at det seneste halvår har været en vanskelig og frustrerende periode, fordi han brænder for at spille fodbold, men ikke får lov til det.

- Jeg har helt fra starten valgt at tackle det her positivt. Det nytter ikke at sætte sig ned og være sur. Jeg er mødt frem hver dag motiveret og velforberedt. Ingen i Ajax kan sætte en finger på min indstilling og mentalitet.

- Derfor glæder det mig også, at Jaap Stam (træner for Jong Ajax, red.) forleden roste min indstilling, selv om han ikke må bruge mig i kampene.

- Jeg har fokus på de ting, jeg kan påvirke. Derfor har jeg aldrig på noget tidspunkt i min karriere været i så god fysisk form. Jeg træner seks dage om ugen. Men det er klart, at jeg i den grad savner kampformen, forklarer Nicolai Boilesen, der føler, han har lært meget om sig selv i den her svære periode.

Da forhandlingerne om en forlængelse med Ajax brød sammen, blev Boilesen fremstillet som pengegrisk, fordi han ikke forlængede kontrakten. En kontrakt, der tilsyneladende ville gøre ham til en af klubbens bedst betalte.

- Jeg sagde på det tidspunkt, jeg gerne ville prøve noget nyt. Jeg havde vundet fire mesterskabet på fem et halvt år og følte, at tidspunktet for en ny udfordring var rigtigt.

- Jeg har aldrig nogensinde fokuseret på pengene. De sportslige perspektiver har altid haft højeste prioritet. Pengene bliver aldrig motivationen for mig, påpeger Nicolai Boilesen.

Se også: Ude i kulden i Ajax: Boilesen arbejder dagligt på klubskifte

Kunne ikke få bankgaranti
Sidste sommer var han tæt på et skifte til italienske Genoa. Her blev det fremstillet som om, Nicolai Boilesen var grådig, da der skulle forhandles løn med italienerne.

Men det er langt fra sandheden, siger hovedpersonen.

- Sandheden om den historie er ganske enkelt, at Ajax ikke kunne få en bankgaranti fra Genoa. Derfor blev handlen aldrig til noget, siger Nicolai Boilesen.

- Du skal vel væk fra Ajax her i januar?

- Der er slet ingen tvivl om, at jeg gerne vil spille fodbold hurtigst muligt. Men jeg har ingen indflydelse på, om der sker noget her i januar. Derfor har jeg også sagt til min agent (Kenny Boilesen, red.), jeg først skal involveres, hvis det er konkret, siger Boilesen.

- Jeg vil ikke hele tiden forholde mig til noget, hvis det kun er spekulationer. Sker det ikke nu, sker der noget til sommer. Januar er et svært tidspunkt at finde ny klub. Det vigtigste er, at et skifte ikke skal være en panikløsning, men til den rigtige klub, påpeger Nicolai Boilesen.

Nicolai Boilesen

Alder: 23 år

Højde: 186 cm.

Position: Venstre back

Kontrakt: Kontrakten med Ajax udløber 30. juni 2016.

Seneste klubkamp: 17. maj for Ajax i Æresdivisionen mod Dordrecht.

Status: Han kom til Ajax i 2010 og har siden været med til at vinde fire mesterskaber med klubben. Han røg ud i kulden i sommer, fordi han ikke ville forlænge sin kontrakt med ét år igen. Klubben har det princip, at enten forlænger man med ét år igen ellers bliver man solgt. Men Ajax satte et prisskilt på 20 mio. kr. og det betød, at han var umulig at sælge i sommer. Nu koster han tilsyneladende kun tre mio. kr., hvis han skal væk her i januar. Han har siden i sommer trænet med klubbens talenter på Jong Ajax, hvor han dog har forbud mod at spille kampe.

 

Tipsbladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen