Det bliver enten Villarreals forhenværende succestræner Juan Carlos Garrido
eller en dansk træner, der skal stå i spidsen for Club Brugge fremover.
Det mener avisen Het Laatste Nieuws at vide onsdag.
Tre danskere er angiveligt i spil i kølvandet på fyringen af Georges Leekens i sidste uge.
Det drejer sig om FC Nordsjællands succestræner Kasper Hjulmand, U21-landstræner Morten Wieghorst og Michael Schjønberg, der har en fortid i blandt andet Kaiserslautern og Herfølge.
- Vi tager os god tid til at finde den rette løsning. I øjeblikket har vi en liste med fire personer. Det bliver med sikkerhed ikke Oscar García, skriver klubben på sin hjemmeside med henvisning til den gamle Barcelona-spiller, der også har været sat i forbindelse med storklubben.
Club Brugge har i forvejen Niki Zimling, Jim Larsen og Jesper Jørgensen på kontrakt.
Club Brugge fyrede Leekens efter en stribe dårlige resultater i den hjemlige liga, hvor man efter 15 kampe halser ni point efter de evige rivaler fra Anderlecht.
