Det russiske topopgør mellem Dinamo Moskva og Zenit Skt. Petersborg blev
lørdag eftermiddag afbrudt, efter at Zenit-tilskuere havde smidt fyrværkeri
på banen og skadet Dinamo-keeper Anton Shunin.
Målmanden kom til skade, da et kanonslag eksploderede lige foran ham sidst i første halvleg ved stillingen 1-0, og dommeren afbrød kort efter kampen.
Shunin kom på benene igen, men klubben oplyser, at målmanden har forringet syn på sit ene øje, og han er efterfølgende blevet kørt på hospitalet.
- Noget landede ved mine fødder, og i det øjeblik, jeg kiggede ned, eksploderede det i mit ansigt, siger Shunin selv ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Læs også: Se også: TV: Målmand bombarderet med kanonslag
Allerede før kampen skulle Zenit-fansene have lavet ballade ved at angribe en gruppe Dinamo-fans i forstaden Khimki, beretter Reuters.
Det forventes nu, at Dinamo erklæres som vinder af kampen med 3-0, mens Zenit ligeledes forventes at blive tildelt en kæmpebøde.
De forsvarende mestre fra Zenit ligger på andenpladsen i den russiske Premier League, tre point efter førende CSKA Moskva, mens Dinamo ligger i midten af tabellen.
Læs også: Se også: Fans skød paintball-kugler efter spillere
Det er langt fra første gang, russisk fodbold oplever voldelige episoder.
Så sent som i sidste måned blev Dinamo-spillere angrebet med paintball-geværer af deres egne fans på klubbens træningsanlæg.
