Ballon d'Or-vinder til spotpris: Så lidt kostede Allan Simonsen

Selv om det ikke lå i kortene, er Allan Simonsen den første og hidtil eneste dansker vinder af Ballon d’Or. Du kan chatte med ham her på sitet kl. 18.30

  • Allan Simonsen fremviser stolt sin Ballon d’Or. Til højre ses Berti Vogts, der ud over at blive tysk landstræner også var en hård forsvars-hund, der fik afgørende betydning for danskerens gennembrud. (Polfoto)
Allan Simonsen fremviser stolt sin Ballon d’Or. Til højre ses Berti Vogts, der ud over at blive tysk landstræner også var en hård forsvars-hund, der fik afgørende betydning for danskerens gennembrud. (Polfoto)

I sin storhedstid var alles øjne rettet mod den lille dansker, der med sine hurtige driblinger, vigtige mål og ydmyge væsen tryllebandt fodboldfans over hele verden.

- Han var en fantastisk dribler, havde en god smidighed og bevægelighed, og så var han en fantastisk afslutter, siger Sepp Piontek, der var træner for Allan Simonsen på det danske landshold.

- Han havde en afgørende betydning for landsholdet, og han var med til at ændre det danske landshold fra et hold, som kun kunne vinde i venskabskampe, til et hold, der kunne vinde, når det gjaldt.

Allan Simonsen endte som en af verdens bedste, men på trods af sit store talent var vejen til stjernerne ikke ligetil for den stille vejlenser.

Som 20-årig kunne Allan Simonsen fejre sit første danske mesterskab, da han vandt DM-guld med Vejle.

Hans præstation var ikke gået ubemærket hen i udlandet, og han skiftede amatørtilværelsen i Vejle ud med livet i den tyske storklub Borrusia Mönchengladbach.

Trynet i Tyskland
Men træner Hennes Weisweiler var langtfra tilfreds med sit nyindkøb, og det blev ikke til meget spilletid i det første år, Allan var i klubben.

- Jeg kan huske, at jeg kunne købe ham, da jeg var træner i Werder Bremen. Det gik ikke godt for ham i starten, da han kom til Gladbach, og han spillede næsten ikke. Jeg blev tilbudt ham og en anden spiller for 100.000 D-mark, men Werder Bremen havde ikke pengene, siger Sepp Piontek.

I Gladbach satte den benhårde Hennes Weisweiler Allan Simonsen til at træne over for tyskeren Berti Vogts, og det skulle vise sig at blive et vendepunkt i Allans karriere.

- Berti var en meget hård mand, som gik til den. Men der klarede Allan sig, og så fik han så meget hår på brystet, at han kunne slå igennem, og så blev han den store fodboldspiller, som vi også kender fra landsholdet, siger Sepp Piontek.

I 1974 fik Allan Simonsen sit store gennembrud i Gladbach. Han scorede 18 mål i sæsonen og var en af hovedårsagerne til, at klubben kunne fejre sit første af tre mesterskaber på stribe.

Året efter scorede han to mål i UEFA Cup-finalen, hvor Gladbach slog Twente med 5-1, og i 1977 var han tæt på den ultimative triumf med klubben.

De havde spillet sig frem til finalen i Mesterholdenes Europa Cup, der i dag hedder Champions League. Men på trods af et mål fra Allan Simonsen endte tyskerne med at tabe finalen 3-1 til Liverpool.

Første og eneste
Selv om Gladbach ikke vandt finalen, var 1977 et stort år for Allan Simonsen.

- Dengang brugte man meget mandsopdækning i Tyskland.

- Man tog en spiller og sagde ’du skal sørge for, Allan Simonsen ikke gør for meget’, men han formåede alligevel at sætte sig igennem, siger Sepp Piontek om, hvordan modstanderne i Bundesligaen kæmpede med at lukke ned for danskeren.

Hans præstationer på banen var bedre end nogen sinde, og han blev som den første og eneste dansker stemt ind på en førsteplads til den årlige Ballon d’Or-afstemning foran Kevin Keegan og Michel Platini.

Siden gik turen til Barcelona og Charlton, men karrieren i udlandet tærede på danskeren, der i 1983 vendte tilbage til de trygge rammer i Vejle, hvor det hele startede.

- Jeg kan kun sige det bedste om Allan Simonsen, han spillede bare og leverede sit arbejde, og det var fint for ham.

- Han var en mand af få ord, men han lod spillet tale, siger Sepp Piontek.

I dag har du en enestående chance for selv at stille de spørgsmål, du har lyst til at få Allan Simonsens svar på. I aften kl. 18.30 kan du live-chatte med Danmarks eneste Ballon d’Or- vinder på ekstrabladet.dk.

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport

Seneste fodbold

Hent flere

Mest læst i fodbold

Hent flere
Tipsbladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen