Utrolig historie: Stjernen blev træt af millionerne - nu spiller han i Congo

Belgisk landsholdsspiller traf i begyndelsen af marts en overraskende beslutning efter egentlig at have stoppet karrieren

I Anderlecht kan de spotte et talent, når det er der.

Det belgiske storhold har igennem flere generationer fundet og opfostret stribevis af fodboldspillere, der har fået sig store karrierer i belgisk og international fodbold.

Blandt dem Vincent Kompany.

Den firskårne forsvarsgeneral regnes som en af sin generations ypperste midterforsvarere og tjener fint til dagen og vejen i Manchester City.

Han brød igennem i Anderlecht som ganske ung i 2003 og har siden arbejdet sig op som en af belgisk fodbolds største navne.

Anderledes er det gået Anthony Vanden Borre.

Hvis du er interesseret i international fodbold, har du sandsynligvis hørt hans navn. Du har måske endda set ham spille.

Chancen har været der, for Anthony Vanden Borre har spillet. For Anderlecht og for en stribe andre klubber.

Kompany er i dag 30 år, Vanden Borre er 29.

De to kender hinanden glimrende. De har spillet på det belgiske landshold sammen - blandt andet under VM i Brasilien i 2014. Og så 'voksede de op sammen' som teenagere i Anderlecht.

Begge udråbt til stortalenter, der ville kunne tage verden med storm.

Den tidligere målmager Paul van Himst, der var manager i klubben, sagde, at han aldrig før havde set så stort et talent. Og Vanden Borre debuterede da også som den næstyngste spiller - kun overgået af Van Himst - i Anderlechts historie.

Lagde støvlerne på hylden
Men hvor den ene blev et godt billede på en gylden belgisk generation, der peaker i disse år på det belgiske landshold, så gik det en helt anden vej for den anden.

Et foreløbigt antiklimaks kom i januar, hvor Anthony Vanden Borre besluttede at lægge støvlerne på hylden.

Han ville ikke mere, følte sig brugt og slidt op. Ikke fysisk, selvom skader har fyldt lidt i hans karriere.

Det var mere mentalt, der var lukket og slukket hos forsvarsspilleren.

Han var ganske vist på lejekontrakt i franske Montpellier, men mestrene fra 2012 havde ikke set noget til ham efter julepausen, hvilket de angiveligt var lidt mugne over.

Og så sluttede det. Han meddelte, at han stoppede karrieren som 29-årig.

Efter ophold i Fiorentina, Portsmouth, Genoa, Genk og Montpellier. Og Anderlecht som den første og sidste.

Flere steder er han raget uklar med kollegaer og chefer for ikke altid at opføre sig, som man bør. Han er kommet med upassende udtalelser og tacklet lidt for hårdt igennem, når det ikke var nødvendigt. Og derfor har han også brændt sine broer gennem en broget karriere, der nåede et par højdepunkter - men flest skuffende nedture.

Han er noteret for 29 landskampe for Belgien - samt en enkelt scoring. Han var som skrevet med i Brasilien i 2014 men blev alvorligt skadet og fik kun en enkelt kampe for De Røde Djævle ved slutrunden.

Vanden Borre i kamp med Kaká og AC Milan i Champions League for Anderlecht i oktober 2006. (Foto: AP)
Vanden Borre i kamp med Kaká og AC Milan i Champions League for Anderlecht i oktober 2006. (Foto: AP)
 

Og så ebbede det ud for ham.

En af årsagerne var hans irritation over pengenes magt i topfodbolden.

Så selvom karrieren sluttede, hvor den burde toppe, så var det alligevel ikke enden for Anthony Vanden Borre.

Han er rejst til Afrika.

Den Demokratiske Republik Congo for at være mere præcis. Til et af Afrikas mest succesrige mandskaber, TP Mazembe i millionbyen Lubumbashi.

Væk fra pengene, cirkusset og medieballaden. Ned til hans andet hjemland, for DR Congo er der, hans mor oprindeligt kommer fra - og hvor han selv blev født.

- Jeg er en simpel og ærlig fyr, men fodboldens verden er hård. Penge er det vigtigste, og det er en skam. Jeg stoler ikke på ret mange mennesker. Det er så sandelig tilfældet med journalister og managers. En masse mennesker dømmer mig uden egentlig at kende mig, blev han citeret for at sige i forbindelse med skiftet.

Flygtede fra borgerkrigen
- Jeg har altid drømt om at spille for Mazembe. Det er min mors land. Det var hjertet, der valgte. Alle mine venner er glade på mine vegne, også Vincent (Kompany, red.). Han ønskede mig tillykke over telefonen, fortæller han til den engelske avis The Guardian.

Vanden Borre blev født i landet, der i 1987 stadig hed Zaire, men familien måtte flygte, da han var fem år som følge af borgerkrigen i landet.

De flyttede til Bruxelles, og Anthony begyndte at træne med i Anderlecht som otteårig. Det var starten på en forrygende tid som ungdomsspiller, hvor han hurtigt viste sig et nøk stærkere end alle andre, hvilket fik Van Himst til at udtale ovenstående om ham.

Han siger, at han ikke fortryder noget.

- Jeg elsker eventyr. Nogle gange er det gået godt for mig. Andre gange ikke.

Umiddelbart synes opbakningen i Lubumbashi at være til stede.

- Det største talent, jeg nogensinde har set. Sådan sagde Paul van Himst om teenageren Anthony Vanden Borre. (Foto: AP)
- Det største talent, jeg nogensinde har set. Sådan sagde Paul van Himst om teenageren Anthony Vanden Borre. (Foto: AP)
 

Der kom i omegnen af 30.000 mennesker i lufthavnen, da Anthony Vanden Borre landede. 30.000! Angiveligt var der decideret kaos i lufthavnen, og han blev efterfølgende kørt gennem en del af byen stående op gennem bilens soltag for at hilse på folk. Nærmest som en krigshelt, der bliver modtaget i hjemlandet.

- Jeg ved, hvor jeg kommer fra, og jeg har mine egne værdier. Jeg er taget til DR Congo for at være tæt på folket. Det er et andet liv, som passer mig bedre, siger han.

Landsholdskarrieren har han dog ikke opgivet helt, selvom en karriere for et afrikansk klubhold alt andet lige må stille ham dårligere end kollegaerne i eksempelvis engelsk og fransk fodbold.

- Hvis (Axel, red.) Witsel kan gøre det i Kina, kan jeg også i DR Congo. Mazembe er større end flere kinesiske klubber. Jeg tænker ikke længere på penge. Hvad er vigtigst: Penge eller hjertet?, spørger han retorisk og henviser til landsmanden, der er en af mange europæiske stjerner, der har taget imod et økonomisk attraktivt tilbud fra kinesisk fodbold.

Witsel har af landstræner Roberto Martínez fået et vink med en vognstang om at han fortsat kan gøre sig forhåbninger om udtagelse til landsholdet.

Om Vanden Borre får samme antydning er usikkert.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen