Anfører Massimo Ambrosini må se en kamp fra tribunen, og AC Milan skal betale
små 60.000 kroner i bøde.
Det er konsekvensen fra det italienske fodboldforbund efter storklubbens ligakamp mod bysbørnene fra Internazionale FC søndag. En kamp man i øvrigt tabte 1-0.
Bøden er et resultat af fansnes opførsel. Der blev smidt i alt fem plasticflasker ned på banen, og et gigantisk banner med en fornærmende tekst mod Antonio Cassano og dennes hjerteoperation sidste år blev rullet ud på tribunen.
Cassano skiftede i sommer fra netop AC Milan til Inter.
Ambrosini blev straffet for at løbe på banen fra sin position på bænken og brokke sig til kampens dommer.
AC Milan er efter runden nede på 11. pladsen i Serie A.
