Cornelius skifter til Serie A-sensation: 'Et fantastisk valg'

Det er på mange måder et velovervejet skifte, Andreas Cornelius foretager fra FC København til italienske Atalanta, mener sportsjournalist og Serie A-kender

Atalanta bliver en god klub for Cornelius, mener Serie A-ekspert. Foto: Lars Poulsen
Atalanta bliver en god klub for Cornelius, mener Serie A-ekspert. Foto: Lars Poulsen

Atalanta Bergamasca Calcio er nok ikke den italienske klub, som danske fodboldfans har det største kendskab og forhold til.

Derfor kom det måske som en overraskelse, da Andreas Cornelius torsdag blev sat i forbindelse med sensationsklubben i Serie A, der i øjeblikket indtager femtepladsen i ligaen.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er et skifte da også tæt på at blive en realitet. Angriberen er i øjeblikket i Italien for at gennemgå et lægetjek, og derefter skal der sættes signatur på kontrakten.

Prisen forventes at ligge på 4,5 millioner euro, som svarer til 33,5 millioner danske kroner.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Men selvom Atalanta måske ikke lyder så eksotisk for danske fodboldfans, bifalder sportsjournalist og Serie A-kender, Asker Hedegaard Boye, i den grad skiftet.

- Det virker som et meget velovervejet valg – både fra Cornelius og Atalantas side. Der er en del klubber i Serie A, som er ustabile på og uden for banen, men Atalanta er ikke en af dem. De har styr på hele organisationen, lønnen kommer til tiden, klubben er styret af en stabil præsident, der har siddet der i seks år – og i det hele taget er der ro over klubben, forklarer han og tilføjer:

- Det er en klub, der ikke smider om sig med penge. De henter ikke spillere for sjov, og derfor er jeg sikker på, de har scoutet Cornelius længe. De ved, at han passer til deres system.

Atalanta har i denne sæson overrasket alt og alle i den bedste italienske række med direkte og tempofyldt spil med den erfarne træner Gian Piero Gasperini i spidsen. Og Cornelius har ifølge den danske Serie A-ekspert gode chancer for at integrere sig på holdet.

- Det er et ungt hold, der skaber mange chancer og spiller seværdig fodbold. De spiller en 3-4-3-opstilling med én target-angriber i front – italienske Andrea Petagna. Det er ham, Cornelius skal konkurrere med om en fast plads. Petagna bliver muligvis solgt til sommer, og så er vejen helt åben for den danske landsholdsspiller. Men hvis han bliver, er det slet ikke umuligt for Cornelius at slå italieneren af. Han er ikke holdets største stjerne – det er Papu Gomez, der spiller lige bag ved på playmaker-positionen, siger Asker Hedegaard Boye.

Atalanta-spillerne fejrer et mål på udebane mod topholdet AS Roma. Foto: AP
Atalanta-spillerne fejrer et mål på udebane mod topholdet AS Roma. Foto: AP
 

Andreas Cornelius kan forvente et vist pres for at præstere med det samme i den norditalienske klub, da angriberen har et godt cv med mange Champions League-kampe på bagen.

Men Asker Hedegaard Boye understreger, at fansene og klubben er mere tålmodige end visse andre klubber i Italien.

- Der er helt klart en passioneret fanskare i Atalanta, men den er dog ikke hysterisk. Det minder lidt om Torino og Milano. Der er en god og solid opbakning, men der er andet i deres liv end fodbold. Der er Norditalien lidt anderledes i modsætning til Rom og byer syd for hovedstaden. Selvfølgelig skal han stramme sig an, for han kommer ind på et velfungerende hold i et helt nyt land. Men det er ikke sådan, at de vil gå i panik, hvis han ikke har scoret i de første ti kampe. Der har de lidt mere ro på, siger Serie A-eksperten.

- Jeg vil blive overrasket, hvis det går ham som nogle af de andre danske angribere som Nicki Bille (Reggina) og Kenneth Zohore (Fiorentina), som slet ikke slog til. Det her ligner meget mere et godt match, så det bliver spændende at følge.

Se også: Cornelius på vej til italiensk overraskelse

Se også: Cornelius skifter til Italien: Her er prisen

Se også: FCK’s masterplan: Derfor skal han sælges til sommer

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
EKSTRA anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen