Club Brugge er i gang med noget, der kunne ligne en danskerinvasion. For
klubbens kontigent af danskere svulmer i morgen formentlig til tre.
Kilder i Norge slår over for Ekstra Bladet fast, at det nu kun er detaljer, der skiller Jim Larsen fra at blive holdkammerat med Niki Zimling og Jesper Jørgensen i den belgiske topklub.
Se også: Se mere: Dansker på vej til Club Brügge
Rosenborg er her til aften blevet enige med belgierne om en salgspris på to mio. euro - 15 mio. kr. for den danske forsvarsgeneral. Prisen kan stige en anelse til 17,5 mio. kr. efter antal kampe.
26-årige Jim Larsen tog Superligaen med storm for fire år siden som Silkeborg-spiller, og den 1,90 meter høje centerforsvarer tordnede ind i kredsen omkring landsholdet. For halvandet år siden betød det, at han blev solgt til de mangedobbelte norske mestre fra Rosenborg.
Se mere: Se også: Dansker startede norsk målfest
Nu går turen videre til Club Brugge, hvor Jim Larsen skal gennemgå det obligatoriske lægetjek i morgen, inden han underskriver en aftale på tre år.
Silkeborg solgte i sin tid Jim Larsen for otte mio. kr. og klubben har sikret sig andel i salgssummen, så klubben kan imødese lige omkring en mio. kr.
