Det debatteres ofte livligt, om Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo er
verdens bedste spiller. Men det behøver man åbenbart overhovedet ikke gøre,
hvis man er præsident i FC Barcelona.
Ifølge Sandro Rosell ville Real Madrid-spilleren Cristiano Ronaldo nemlig end ikke komme i startopstillingen hos Barcelona.
- Cristiano Ronaldo er ikke den andenbedste spiller i verden. Han er verdens 12. bedste. De 11 bedste spiller allesammen for Barcelona, siger Rosell ifølge goal.com.
Læs også: Se også: Ronaldo tryller Portugal videre
Og så giver han i øvrigt også lige Real-træner Jose Mourinho en lille én med på vejen.
- Jeg ville aldrig acceptere en træner, der ønsker at vinde for hver en pris.
- Jeg ville med det samme undskylde, hvis træneren i min klub havde prikket en anden person i øjet, siger Rosell og henviser til en situation i fjor, da Mourinho prikkede Barcelonas assistenttræner og kommende cheftræner Tito Vilanova i øjet i forbindelse med en kamp mellem de to rivaliserende klubber.
