Malaga har stor succes i Champions League, hvor holdet efter de første fire
spillerunder allerede har sikret sig adgang til ottendedelsfinalerne, og i
ligaen har holdet også gjort det glimrende - trods økonomisk kaos og
spillerafgang.
Men lørdag aften kiksede det for anden gang på blot en uge på hjemmebane i den spanske liga.
Efter seneste nederlag mod Rayo Vallecano blev det sent lørdag aften til et nyt nederlag, da Real Sociedad kunne rejse hjem fra La Rosaleda med en 2-1-sejr.
Malaga kom bagud allerede i kampen første minut, da mexicaneren Carlos Vela sendte bolden i nettet, og selvom genopstandne Javier Saviola inden pausen fik udlignet, endte det med gæstesejr, da Xabi Prieto gjorde det til 2-1 efter en times spil.
Malaga er på femtepladsen i den spanske liga med 18 point for 11 kampe, mens Real Sociedad tog et stort spring opad i bunden til en 12. plads med 13 point for 11 kampe.
