Barcelona sejrede i vanvittigt målorgie

Rent festfyrværkeri, da Barcelona med møje og besvær sejrede i Deportivo La Coruna

  • Festforestilling på Riazor (Foto: AP/Lalo R. Villar)
Festforestilling på Riazor (Foto: AP/Lalo R. Villar)
1 af 1

Seneste i Spansk fodbold

Hent flere

Odds

Bookmaker
1
X
2
 

Der er bare dage, hvor man er ekstra taknemlig for, at man er blevet sent oppe for at se den aftenens sidste fodboldkamp fra Primera Division. En sådan aften var det bestemt i aften, hvor Deportivo La Coruna tog imod Barcelona i en helt igennem vild festforestilling.

Der var tonsvis af chancer, tonsvis af mål, gule og røde kort, selvmål, straffesparksmål, frisparksmål, flotte mål og spillere i verdensklasse. Jo tak, aftenens kamp på Riazor havde det hele - og lidt til. Og lidt til...

Da de 90 minutter var rundet, var der noteret ét rødt kort, et selvmål, et straffesparksmål, et frisparks mål, syv gule kort og ni scoringer i målorgiet, der endte med de fantastiske 5-4-cifre til FC Barcelona.

15 minutter - tre mål
Hold fast, for det gik stærkt fra start af:

Kampen eksploderede med det samme. Tre minutter var spillet, og så var Barcelonas Jordi Alba manden bag en lyn-scoring. Deportivos offside-fælde glippede, og det udnyttede Alba fornemt.

Fire minutter senere: Christian Tello snød Te Castro i feltet, og sparkede efterfølgende bolden ind under keeperen. 2-0 på syv minutter. Men det blev vildere endnu... Meget vildere!

Lionel Messi ville selvfølgelig også lege med, og efter et kvarter havde han banket sin første, men bestemt ikke sidste, scoring i nettet. Det, der lignede en ren Barcelona-opvisning, blev alligevel meget mere spændende end forventet, selvom oprykkerne netop havde fået den værst tænkelige start.

Straffespark og spænding
Uheldige Javier Mascherano fik fældet en modstander på kanten af feltet, dommeren vurderede dog, at det var indenfor, og Luís Miguel Afonso Fernandes 'Pizzi' reducerede fra 11-meter pletten.

Oprykkerne fik færten af, at Barça-forsvaret var til at tale med, og det resulterede kort efter i en ny scoring, da Depor fik åbnet helt op for spændingen ved Alejandro Bergantinos.

Men Messi var bestemt ikke færdig, og han sikrede de spanske giganter en fin afslutning på halvlegen, da han efter en herlig Fabregas-aflevering løb fra det tunge Coruna-forsvar og scorede til 4-2 for udeholdet. Seks mål på 45 minutter... Sikke en 1. halvleg!

Målene fortsatte efter pausen
Havde man troet, at den pragthalvleg ikke kunne fortsætte efter pausen, så tog man fejl. Knap havde dommeren pustet 2. halvleg igang, før det blå/hvid-stribede hjemmehold skabte ny spænding. Pizzi var manden bag et fremragende frisparksmål, og så stod der 3-4.

Og minutter senere blev Mascherano sendt i bad. Han fik sit andet gule kort for en højt løftet albue, og gjorde resten af halvlegen om muligt endnu mere spændende.

Det ville næsten være synd at remse alle chancerne i kampen op, for så mange var der, men begge mandskaber havde bestemt mulighederne for flere mål, end de fik her til aften.

Heldigvis for det efterhånden trængte Barcelona-forsvar havde man en toppræsterende Messi med her til aften. Et kvarter før tid sikrede han sig et hattrick, og - troede man - lukkede kampen med sin scoring til 5-3. Messi var igen i aften ren verdensklasse.

Selvmål var ikke nok
Men, men, men. Jordi Alba var bare minuttet efter yderst kluntet i Barça-forsvaret, og et klodset vip over Victor Valdes betød selvmål og reducering til 5-4...

Men så gik den heller ikke længere. Festforestillingen sluttede med en trods alt fortjent Barcelona-sejr.

5-4 til de katalanske favoritter. Vi takker begge hold for underholdningen...

Spanien, Primera Division:

Malaga-Valladolid 2-1 (1-1).

0-1 Manucho (9. minut). 1-1 Isco (40. minut). 2-1 Joaquin (87. minut).

Udvisning: Manucho , Valladolid (80.)

Tilskuere: 28.000.

Real Madrid-Celta Vigo 2-0 (1-0).

1-0 Gonzalo Higuaín (11. minut). 2-0 Cristiano Ronaldo (67. minut/str.).

Tilskuere: 74.000.

Valencia-Ath. Bilbao 3-2 (1-2).

0-1 Aritz Aduriz (18. minut). 1-1 Roberto Soldado (25. minut/str.). 1-2 Aritz Aduriz (29. minut). 2-2 Tino Costa (88. minut). 3-2 Nelson Valdez (90. minut).

Udvisning: Ander Herrera, Ath. Bilbao (67.)

Tilskuere: 37.000.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik