Tusinder ventede udenfor: Messi tryllede for tomme tribuner

Barcelonas optakt til kampen mod Las Palmas blev præget af uro uden for banen, men holdet vandt alligevel

Foto: AP
Foto: AP

01. okt 16:15 Barcelona - Las Palmas

LaLigaStadion: Camp Nou, Spanien Dommer: Jose Luis Munuera Montero
Barcelona
3
0
Slut
Las Palmas

Midt i urolighederne ved den kontroversielle afstemning om Cataloniens selvstændighed søndag formåede FC Barcelona-spillerne at holde hovedet koldt og slå Las Palmas med 3-0.

Men kampen fik en underlig optakt på grund af afstemningen.

Spaniens forfatningsdomstol havde kendt afstemningen ulovlig, hvilket resulterede i voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter i byen.

På den baggrund ønskede Barcelona at udsætte kampen til en anden dag, men det ville den spanske ligaforening (PFL) ikke godkende.

Først 25 minutter før kickoff blev udgangen på det hele, at kampen blev spillet uden tilskuere.

Mens lyden af brok over kendelser gik klart igennem på det mennesketomme Camp Nou, havde hjemmeholdet svært ved at få gang i de offensive kombinationer, som publikum normalt bydes på.

Hjemmeholdet leverede overraskende mange fejl i en voldsomt uinspireret første halvleg, som matchede de stemningsløse tribuner.

Barcelonas sløje indsats gav Las Palmas gode betingelser, og det udnyttede gæsterne til at levere en fin indsats.

Meget uvant for Barcelonas kampe var boldbesiddelsesprocenten helt lige efter de første 45 minutter, hvor Las Palmas også havde et forsøg på stolpen.

Barcelona-træner Ernesto Valverde tog konsekvensen af den ringe præstation i pausen. Aleix Vidal og Paulinho blev flået ud, mens Ivan Rakitic og Andrés Iniesta kom ind.

Straks kom der mere flow i Barcelonas spil, og efter blot tre minutter kom føringsmålet, da Sergio Busquets kom først på et hjørnespark. Det var hans første mål i næsten tre år.

Selv om spillet ikke var imponerende, fik Barcelona greb om kampen, og Las Palmas' gode perioder blev færre.

Efter flere misbrugte chancer blev Lionel Messi spillet helt fri 20 minutter før tid. Argentineren rundede køligt Las Palmas-keeperen og lagde roligt bolden i kassen til 2-0.

Fem minutter senere punkterede Messi for alvor kampen, da han igen blev spillet helt fri og kunne gøre det til 3-0.

Se også: Farvel til La Liga? Barcelona kan ende i Premier League

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen