Mere end halvanden måned efter sit alvorlige trafikuheld er
Hoffenheim-spilleren Boris Vukcevic vågnet af koma.
Ifølge oplysninger fra bundesligaklubben er den 22-årige ungdomslandsholdsspiller vågen i nogle timer hver dag og kan kommunikere med sine pårørende.
Læs også: Se også: Hoffenheim-spiller uden for livsfare
Sukkersygepatienten Vukcevic kørte i september frontalt ind i en lastbil - formentlig fordi han sad bag rattet med lavt blodsukker.
Han pådrog sig svære skader i hovedet og er fortsat så medtaget, at lægerne ikke kan stille nogen prognose for, hvor meget han kommer sig efter ulykken.
Læs også: Se også: Derfor kørte koma-ramt fodboldstjerne galt
- Vi er glade for, at det går kontinuerligt fremad med Boris, siger Hoffenheims manager, Andreas Müller, ifølge Kicker.
- Vi tænker på ham hver dag. Selvfølgelig vil vi gerne besøge ham, men det kommer i anden række. Vigtigere er det, at han får de bedst mulige betingelser for at blive rask, siger Andreas Müller.
