KÖLN (ekstrabladet.dk): Tusindvis af fans – de fleste danske – var rasende, da
det kroatiske dommerpar fløjtede dagens anden Champions League-semifinale
af.
De var irriterede og skuffede over resultatet – 25-23 til Atletico Madrid over AG København. Men raseriet gik på dommerne, Gubica og Milosevic.
For de var ikke med de danske mestre i kampen. Og slet ikke efter pausen, hvor AGK igen og igen måtte se kendelser gå spaniernes vej.
Flere tvivlsomme straffekast, som Kiril Lazarov scorede på, straffekast i den anden ende, som ikke blev dømt, og fejl dømt mod AGK-spillerne, hvor end ikke den mest objektive iagttagere var sikker på, om han eller hun havde fået pudset brillerne ordentligt.
- Vi står med følelsen af, at dommerne ikke var med os, lød det helt utrolig diplomatisk fra Kasper Hvidt i spillertunellen efter nederlaget.
Vist ingen kendelser imod Atletico
- Og vi kunne mærke, at tilskuerne heller ikke var enige, sagde han og
henviste til den torden af buhen og piften, der lukkede det ellers
storslåede arrangement af, da kampen var overstået.
- De får meget få kendelser imod sig. Hvis overhovedet nogen. Det samme kan man ikke sige om os, sagde Hvidt.
Han skyndte sig dog at tilføje, at det fortrinsvis er AG Københavns egen fejl, at finalepladsen ikke blev sikret.
- For det første brænder vi et straffekast. Det gør de ikke. Og der skal jo ikke meget til i så tætte kampe. Og jeg gider egentlig ikke stå og tude over dommerne.
- Nu må vi sunde os og gøre os klar til i morgen. Så handler det om at slå Füchse, sagde Kasper Hvidt.
