FC Barcelona har – selvfølgelig – været i kontakt med Mikkel Hansen med et
friskt bud: Kom ’hjem’ til Barca, Mikkel, så finder vi ud af det med
økonomien!
– Jeg har talt med Mikkels agent og hørt hans analyse af situationen, og nu er
det sådan set op til Mikkel selv, hvad han vil. Jeg ved, han lige er vendt
hjem fra OL, men mon ikke, han er klar til at træffe en afgørelse om en uges
tid, spår Enric Masip.
FC Barcelonas sportsdirektør, når det gælder harpiks-afdelingen, har egentlig
fyldt truppen op. Men der står altid en dør åben for Mikkel, der spillede i
den katalanske hovedstad fra 2008 til 2010.
– Hvis han vil, så åbner vi for alle sluser og rykker. Vi har godt nok 16
spillere i truppen nu, men jeg er sikker på, at når verdens bedste
håndboldspiller pludselig er ledig på markedet, så vil præsidenten for FC
Barcelona også lytte og skaffe plads til nummer 17, siger Enric Masip.
Vi er stabile
– Vi kan muligvis ikke komme med den samme økonomi, som andre konkurrenter er
i stand til, men vi kan tilbyde en fantastisk klub med tradition og
historie, vi kan tilbyde et hold, der hvert år kan vinde det spanske
mesterskab og Champions League. Vi kan byde på et fantastisk klima i en
sensationel by – og vi kan garantere stabilitet, siger Enric Masip.
Den nu 42-årige tidligere storspiller har dog en vigtig pointe:
– Mikkel skal bare ville det. Hvis han vil det, så åbner vi
foralle muligheder, men vi vil ha’, han skal kunne li’ at være her, formaner
sportsdirektøren og tilføjer:
Se også: Se også: Bookmaker: Mikkel ryger til Spanien
– Jeg har af og til været i kontakt med Mikkel og altid fortalt ham: Det her
er dit hjem, her er dørene altid åbne for dig. Vi har altid haft en god
relation til Mikkel, og nu er det sådan set op til ham, hvad han vælger. Vi
er interesserede – nu må han finde ud af, hvad han vil, siger Enric Masip.
Mikkel Hansens årshyre i AG København var på ca. fire mio. kroner, og indtil
konkursbegæringen ville stjernen formentlig have indbragt runde 10 mio.
kroner i ren transfer – penge, storklubberne pludselig ikke skal have op af
lommen for at engagere danskeren, der sjældent oplever at være så
fritstillet på banen, som han lige nu er uden for.
Mange om buddet
Ifølge kilder i miljøet omkring Mikkel Hansen har storsatsende Paris Handball
i akut udbrud af penge-Qatar budt Mikkel Hansen i omegnen af otte millioner
kroner i årshyre – men har også forsøgt at kapre Nicola Karabatic.
– Der vil være mange om buddet, for selvfølgelig er man interesseret i at
engagere verdens bedste håndboldspiller, der ikke længere bare er et talent,
men har udviklet sig til en vinder-spiller – og et symbol. Det er meget
interessant og også kompliceret på grund af den generelle økonomiske
situation og tidspunktet, for vi spiller Super Cup om to uger, og derefter
starter ligaen, siger Enric Masip.
– Det er specielt, men det er også interessant. FC Barcelona er heldigvis en
stor og god maskine, og hvis Mikkel er interesseret, så er vi også. Vi
kender ham som speciel spiller og en god fyr, der udviklede sig meget her,
så jeg synes, han skulle komme hjem!
