THW Kiel-Flensburg/Handewitt 29-26 (14-14)
'Danskerklubben’ Flensburg/Handewitt strittede godt imod, men i sidste ende var THW Kiel med René Toft Hansen en tand bedre og vandt for syvende gang den tyske udgave af Super Cup i München.
Flensburg/Handewitt med fem danske spillere var med til 17-17, hvorefter THW Kiel fik slået et hul, men med få minutter tilbage var der næsten kontakt ved 27-26, inden de tyske mestre og Champions League-vindere slog sejren fast.
Kampens store spiller var nyerhvervelsen, serberen Marko Vujin med ni mål, så den klub- og arbejdsløse svensker Kim Andersson er umiddelbart ikke savnet i Kiel.
Det kan kun gavne Kolding IF København, som krydser fingre for at få hans ja.
Landsholdsfløjen Anders Eggert scorede seks gange hos taberne.
