Det er meget usikkert, om Jesper ’Kasi’ Nielsen har fået sine midler tilbage
fra Skat kvit og frit, som han hævder. Ekstra Bladet kan afsløre, at Skat
ifølge det officielle register stadig har båndlagt Jesper Nielsens midler
gennem en såkaldt arrest. Det står i skærende kontrast til, at Jesper ’Kasi’
Nielsen i går sagde til BT, at alle arrester er ophævet.
Se også: Se også: Kasi-Jesper: Min formue igen til
disposition
Efter Kasi-Jespers udmelding har Ekstra Bladet gennemgået tingbøgerne for ham
og familiens ejendomme, og her fremgår det, at han fortsat har en arrest
hængende over hovedet på 80 mio. kr. Ekstra Bladet har endda ringet til
Tinglysningsretten for at få bekræftet, at der ikke er sket ændringer i
tingbøgerne, hvilket ikke er tilfældet.
Kasi-Jesper har kæret arrest-afgørelsen fra fogedretten i Glostrup til
landsretten, hvor Kammeradvokaten har frist til november for at komme med
indvendinger til sagen. Her kører sagen stadigvæk.
I går sagde Kasi-Jesper til BT:
– Jeg kan bekræfte, at alle arrester er hævet. Det en dejlig følelse, og nu
ser jeg frem til at komme videre med mit liv.
Enig med Skat
– Skat valgte at indefryse mine midler efter den målrettede hetz, Ekstra
Bladet kørte på mig, min familie og AGK for at få et overblik over, hvilke
aktiver vi reelt besad. Det har de nu fået, og vi er enige med Skat om at
hæve arresten, da de er tilfredse med, hvad de har set, sagde Jesper Nielsen
til sporten.dk
Men den forklaring sår en ekspert på området alvorlig tvivl om.
– Det er rigtig mærkeligt. Hvorfor så fastholde kæremålet i landsretten. At
han bare siger, at den er ophævet, lyder rimelig underligt, siger Ulrik
Rammeskow Bang-Pedersen, professor i blandt andet fogedret ved Københavns
Universitet.
Han understreger, at en arrest ikke bare forsvinder.
– En arrest kan selvfølgelig forsvinde ved, at den bliver ophævet af
landsretten, og den kan forsvinde, hvis Skat frivilligt giver afkald på den,
men det tyder det ikke på, når de fastholder kæret og selv vil afgive
kæreskrift, så det lyder helt mærkeligt, det han siger. Så skulle det være,
hvis Jesper ’Kasi’ Nielsen har afværget den med en sikkerhedsstillelse – men
hvor skaffer han lige 80 millioner kr.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jesper Nielsen.
Se også: Se også: AGK var en økonomisk ruin
