Målmanden i form, VM-kandidaten Jannick Green bliver ene mand mellem
stængerne, når Bjerringbro Silkeborg senere på eftermiddagen dansk tid skal
spille Champions League opgør i Chekhov udenfor Moskva mod St. Petersburg.
Midtjyderne måtte efterlade den anden målmand, den serbiske veteran Dane Sijan hjemme, da denne blev skadet i den afsluttende træning fredag.
Da der ikke var tid til at skaffe et nyt visum til en reserve, er BSV rejst af sted med Jannick Green som eneste målmand til den vigtige kamp.
Det burde ikke blive et problem, fordi Jannick Green er tæt på topformen efter et par gode kampe i den hjemlige liga mod Skjern og KIF Kolding København.
Hvis BSV langt om længe vil begynde at vise fra sin bedste side i Champions League og slå russerne, kan holdet komme et stort skridt nærmere målet om at komme videre til forårets 1/8 finaler.
St. Petersburg har som BSV slået franske Chambery, så begge mandskaber har to point før TV-kampen.
Se kampen på DR kl. 16.55
