Hannover/Burgdorf-Gummersbach 33-28 (15-11)
Mål-Morten med efternavnet Olsen tog sig en slapper, da Hannover/Burgdorf slog det gamle storhold, Gummersbach med 33-28.
Efter at have scoret to-cifret i de seneste to kampe, henholdsvis 17 og 10, nøjedes danskeren med fem mål heraf tre på straffe.
Det fik ingen betydning på kampens udfald, men Morten Olsen dumpede på topscorerlisten en plads ned som nr. 2 med 93 mål, ni færre end landsmanden Hans Lindberg, der har scoret 102 mål i en kamp mere.
Allerede tirsdag kan Morten Olsen komme tilbage i front, da Hannover/Burgdorf skal på en forholdsvis kort tur til Magdeburg, hvor en vis Kristian Asmussen er indkaldt som vikar for den sygemeldte islandske landsholdsmålmand Björgvin Gustavsson, der er ramt af en form for ledgigt.
