Ulrik Wilbek er imponeret over talenterne på det danske kvindelandshold, som i
weekendens træningsturnering Golden League vandt over både Norge og Sverige.
Det lover godt forud for EM-slutrunden i december, skriver sportschefen i Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en klumme på forbundets hjemmeside.
- Sikken en weekend, vi lige har været igennem - vi, der i det daglige beskæftiger os med dansk håndbold i almindelighed og talentudvikling i særdeleshed.
- Såvel på kvindesiden som på herresiden blev der fra fredag til søndag sat tommetykke streger under, at talentudviklingen i DHF bærer usædvanligt meget frugt i disse tider, indleder Wilbek.
Se mere: Se også: Bramfri Pytlick: Vi spillede satme godt
Især et meget ungt kvindelandshold overraskede endnu engang positivt, da anden afdeling af Golden League blev afviklet i norske Bergen i weekenden.
- Sejre over Norge og Sverige og et knebent nederlag til Frankrig var de håndgribelige resultater.
- Men endnu vigtigere var det, at vi alle sammen kunne konstatere, at disse resultater blev skabt via flot, inspireret og kreativt håndbold mod nogle af de bedste modstandere i verden.
- Og de blev skabt af unge, dygtige spillere, der alle har taget turen op igennem DHF's talentsystem, lyder det fra den nye sportschef.
Se mere: Se også: Frygtede karrierestop - nu er hun Pytlicks stjerne
Wilbek, der som herrelandstræner skal udtage en trup til VM i Spanien i januar, roser også flere talenter på herresiden.
- På samme baggrund var det en fornøjelse at se, hvordan de unge mandlige spillere fra både BSV og Team Tvis Holstebro stod klart i billedet, da deres hold gjorde en fin figur i de europæiske klubturneringer, skriver Wilbek.
Han glæder sig til den næste store begivenhed for de danske talenter på kvindesiden, når Jan Pytlicks mandskab om otte dage tager hul på EM i Serbien.
- Jeg tror roligt, jeg kan sige, at hele håndbold-Danmark glæder sig til at følge dem.
- Den positive og optimistiske stil, de spiller deres spændende, teknisk ualmindeligt velfunderede håndbold på, kan kun skabe begejstring. Og talenterne? De er der i rig målestok, mener Wilbek.
