AGK med gigantunderskud

Håndboldklubben AG København kører med et kæmpe millionunderskud

Av, av, av AGK (Foto: Lars Poulsen)
Av, av, av AGK (Foto: Lars Poulsen)

Det kører på skinner for AG København på håndboldbanerne. Men uden for banen er det en anden historie. En helt anden historie. Det netop offentliggjorte regnskab for Kasi-Jespers håndboldprojekt fortæller om en klub, der kører med et kæmpe underskud. Hele 45 millioner kroner for at være præcis. Det skriver Jyllands Posten i dag.

Ifølge avisen er det især på sponsorsiden, at klubben er i problemer. Af de budgetterede 60 millioner kroner for sponsorindtægter er kun 32 millioner kroner strømmet ind i klubben. Altså kun halvdelen af det forventede.

Kasi-Jesper har hele tiden slået på, at håndboldklubben skulle være en forretning, der kunne køre med sorte tal på bundlinien, så det er næppe en klubejer, der sidder og klapper i hænderne over katastrofe-regnskabet.

Tidligere har Kasi-Jesper betalt af egen lomme for at dække underskud, hvor regnskabet viser, at Jesper Nielsen har været nødt til at skyde 10 millioner kroner ind i klubben i de første tre måneder af regnskabet for 2011/2012 for at dække et stort underskud.

Følger udviklingen tæt
Klubbens direktør Søren Colding skriver i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet:

- Som konsekvens af den nuværende likviditetsmæssige situation følger ledelsen selskabets økonomiske udvikling tæt og gør i den forbindelse opmærksom på de usikkerheder og risici, der er forbundet med især indfrielse af forventninger på indtægtssiden.

- F.eks. manglende indgåelse af sponsoraftaler i forhold til salgsbudget og påvirkning af eventuelt manglende sportslige resultater på indtægtskilder, som kan have væsentlig indvirkning på likviditeten og kan stille selskabet i en vanskelig økonomisk situation, skriver AGK-ledelsen med direktør Søren Colding i spidsen i regnskabet ifølge Jyllands Posten.

Klubben jagter desuden fortsat en hovedsponsor.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen