Håndbold

Boldsens sidste stop: Barcelona

Der kan ikke komme en anden klub efter den ultimative, siger Joachim Boldsen

  • At være en meget lille del af Barcelona er det største for mig, siger Joachim Boldsen, der trods kun få uger i den catalanske hovedstad allerede føler, at han er kommet 'hjem'. (Foto: Lars Poulsen)
At være en meget lille del af Barcelona er det største for mig, siger Joachim Boldsen, der trods kun få uger i den catalanske hovedstad allerede føler, at han er kommet 'hjem'. (Foto: Lars Poulsen)
1 af 1
Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.

EKSTRA Sport og spil

Hent flere
 
BARCELONA (Ekstra Bladet): Drømmen blev til virkelighed inden det sidste kast.

Barcelona bliver for den populære håndboldbamse Joachim Boldsen det absolut sidste udenlandske stop.

– Der kan ikke komme en anden klub bagefter, når du endelig har nået det ultimative, siger Joachim Boldsen.

– Jeg har skrevet to år, men hvis jeg spiller godt, kan jeg vel selv bestemme, om aftalen skal forlænges.

– At være en meget lille del af Barcelona, er det største for mig, siger Joachim Boldsen, der trods kun få uger i den catalanske hovedstad allerede føler, at han er kommet ’hjem’.

Han er sammen med fru Nancy og datteren Fleur på 16 måneder flyttet ind i en nyrenoveret lejlighed mellem Catalunya Pladsen og Barcelonas berømte anlæg, Nou Camp.

Selv om Joachim Boldsen ved underskrivelsen af den to år lange kontrakt fik fortalt, at han er købt til hovedsagelig at lukke hullerne i Barcelonas pivåbne forsvar, har træner Manolo Cadenas allerede ombestemt sig og bruger danskeren flittigt i begge ender.

Playmaker
Da Ekstra Bladet fredag kiggede forbi træningen i Palau Blaugrana blev der brugt meget tid på at køre danskeren ind som playmaker.

Joachim Boldsen blev endda sparet i den anden ende, hvor den tidligere GOG-spiller Magnus Jernemyr vil tage over.

Det er livsdrømmen, der er blevet til virkelighed, da telefonen pludselig ringede først på sommeren.

Først ringede vennen, Barcelona-målmand Kasper Hvidt for at høre, om der var interesse. Dagen efter var Barcelonas manager, Enric Masip, i røret.

Det gik stærkt, da det endelig lykkedes at komme til Spanien.

For før det vellykkede fjerde forsøg var gået tre forgæves.

Således sendte en ung ambitiøs Joachim Boldsen fyldt med udlængsel allerede for ni år siden på eget initiativ videobånd til verdens bedste håndboldklub, Barcelona.

Der kom aldrig svar tilbage, og derfor endte den daværende GOG-spiller i stedet langt ude på landet, øst for Frankfurt i den tidligere tyske storklub, Grosswallstadt, der er 10 huse og nogle gårde derude, hvor kragerne vender.

Siden kom der også i Joachim Boldsens glorværdige og stormfulde Flensburg-tid en konkret henvendelse, som grænseklubbens daværende manager Thorsten Storm svarede på ved at kræve en mio. euro i afståelsessum.

– Det er flere år siden, men beløbet er fortsat det højeste, der er blevet forlangt i håndbolden, siger Joachim Boldsen.

Verdens bedste Ivano Balic er efter sigende blevet solgt for 800.000 euro, hvilket er rekorden.

– Det var ikke fair af Flensburg, siger Joachim Boldsen, som inden sidste års ankomst til AaB og Limfjordsbyen tog en ny runde i Spanien, hvor en anden klub Ademar León var villig til at skrive kontrakt med den alsidige dansker.

Fornem familie
– Selv om Barcelona har verdens mest vindende håndboldhold, er vi alligevel den ’lille’ i den fornemme familie, fortæller Joachim Boldsen.

– Det oplevede jeg helt klart ved præsentationen.

– Efter to spørgsmål om håndbold drejede resten af pressemødet sig om fodbold, selv om det var et håndboldpressemøde, siger Joachim Boldsen, hvis ankomst sammen med de to GOG-spillere, stortalentet Mikkel Hansen og forsvarsbissen Magnus Jernemyr, allerede har afkastet den første titel efter en 2007/2008 sæson uden et eneste trofæ.

Selv om Super Cup i danske ører ikke lyder af så meget, har sejren i Albacete over ærkerivalerne Ciudad Real fået humøret til at stige i Barcelona, der håber på et stort comeback i denne sæson med nye titler.

– Jeg kan sammen med Mikkel Hansen prale med, at vi kun behøvede seks dage i Barcelona-trøje til at vinde en titel, mens Kasper Hvidt og Jesper Nøddesbo f.eks. har været her et år og seks dage, siger Joachim Boldsen, som i aften debuterer i den spanske liga, når Barcelona hjemme i den berømte og berygtede Palau Blaugrana tager imod Valladolid.

Joachim Boldsen

Håndbold

Hent flere

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Jakob Hansen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik