Danmarks nye håb: Nu stopper hun efter grim hovedskade

Som bare 26-årig indstiller den tidligere håndboldlandsholdsspiller Søs Søby karrieren efter store problemer oven på en grim hjernerystelse for år tilbage

Hun er bare 26 år. Og hun var spået en stor fremtid på det danske landshold, endda af den daværende træner Jan Pytlick. Men det bliver ikke til mere end de ni landskampe, hun nåede at få.

For nu stopper målmanden Søs Søby sin ellers lovende håndboldkarriere. Det fortæller hun i en dokumentar i håndboldmagasinet Kontra på TV 2 SPORT, hvori hun er midtpunktet.

Søby stopper efter alvorlige problemer oven på en hjernerystelse, hun pådrog sig under en landskamp mod Brasilien i 2014. Altså, for tre år siden. Hun har ikke været på banen siden, hun slog hovedet.

I alle årene siden den fatale kamp har Søby været plaget af hjernerystelsen. Det er risikoen og frygten for at få flere alvorlige mén, som gør, at hun nu indstiller karrieren, fortæller hun i dokumentaren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Søs Søby under en kamp mod Brasilien, da hun stadig var aktiv håndboldspiller. Foto: Christer Holte/Polfoto.
Søs Søby under en kamp mod Brasilien, da hun stadig var aktiv håndboldspiller. Foto: Christer Holte/Polfoto.

Og det er en meget god idé, mener en overlæge, der medvirker i udsendelsen.

- Set fra et lægefagligt synspunkt er der ingen tvivl om, at hvis Søs Søby spiller håndbold igen og pådrager sig en ny hjernerystelse, så vil det formentlig se meget værre ud, end det gør i dag, siger overlæge Morten Zebitz Steiness fra neurologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital i aftenens dokumentarudsendelse om den uheldige målvogter.

Meget store konsekvenser
Lægernes risikovurderinger har inden grad spillet en rolle i Søbys beslutning om at stoppe karrieren.

- Jeg kan ikke få en hjernerystelse igen, for det kan få meget store konsekvenser for det liv, jeg skal have efter håndbolden, og det er jeg ikke interesseret i. Det tror jeg heller ikke, at mine pårørende er - at jeg næsten ligger som en grøntsag, som jeg gjorde i halvandet år, siger hun som forklaring på beslutningen.

Søby har været alvorligt plaget af følgerne i tiden efter uheldet, som skete i en træningskamp. 

- Hun talte uklart og var lidt i tåger, fortæller kæresten Rune Spliid i dokumentaren om dagene efter uheldet.

- Det eskalerer om tirsdagen, hvor jeg ikke kan huske noget, og min kæreste Rune bliver nødt til at bære mig ned fra lejligheden og køre mig ind på Bispebjerg skadestue. Og jeg husker ingenting, siger hun selv.

Hun huskede heller ikke et interview med TV 2 umiddelbart efter det grimme uheld, hvor hun også slog skinnebenet ret kraftigt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Søs Søby betalte selv 60.000 kroner for behandling i USA. Foto: Claus Bonnerup/Polfoto.
Søs Søby betalte selv 60.000 kroner for behandling i USA. Foto: Claus Bonnerup/Polfoto.

Prøvede adskillige behandlinger
I tiden efter ulykken på banen gennemførte Søby forskellige behandlinger. Det gjorde hun dels på egen hånd, men også gennem klubben København Håndbold.

De mange behandlinger hjalp dog ikke håndboldspilleren, der levede med hovedpine, hjertebanken, udmattelse, koncentrationsbesvær og svimmelhed.

- Der er dage, hvor jeg prøver at gå en tur, men jeg bor desværre på det tidspunkt på Nørrebrogade i København, hvor der er rigtig meget larm. Og første gang jeg trådte ud af døren kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at gå op igen. Der er simpelthen for meget larm til, at jeg kan holde til at være der. Også selvom jeg har ørepropper i og solbriller på, siger hun.

Den 26-årige tidligere målvogter fik dog gavn af en enkelt behandling, som hun selv betalte 60.000 kroner for i USA.

I dag er Søby kommet sig nogenlunde oven på skaden og læser til sygeplejerske, men håndbold er fortid. Noget den tidligere landholdstræner Jan Pytlick begræder.

- Hun var på vej til at blive rigtig god. Hun var simpelthen så dedikeret og havde det målmands-gen, der skal til. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har mistet en rigtig god målvogter. Hun var ung og manglede selvfølgelig noget, men hun ville det simpelthen så meget, siger han i TV2-programmet.

Der er ikke meget plads i haven, men der kan lige akkurat leges lidt med den fodbold, der nær var blevet landstrænerens skæbne. Manglende bil og buskort forhindrede, at han var fortsat på kontrakt i OB. Foto: Lars Poulsen Ekstra Bladet+ Nikolaj Jacobsens mor faldt død om i håndboldhallen: Det ændrede alt

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen