Danske kvinder fik prygl i Le Mans

Cecilie Greve stod endda en stor kamp i målet, da Klavs Bruun Jørgensens landshold fik bølle-bank af veloplagte Frankrig ved Golden League

Klavs Bruun Jørgensen havde ikke meget at glæde sig over i en elendig første halvleg. Foto: Lars Poulsen
Klavs Bruun Jørgensen havde ikke meget at glæde sig over i en elendig første halvleg. Foto: Lars Poulsen
Venskabskampe (K)
Runde
Kampen er slut
Frankrig
29
21
Danmark

Danskere har gennem årene fejret store triumfer i Le Mans – bare spørg Tom Kristensen.

Men der var sgutte meget fart og tempo over Klavs Bruun Jørgensens kvindelige harpiks-tropper, da de torsdag aften indtog arenaen i den motorsports-tossede by og tabte 21-29 til Frankrig efter vanvittige 5-14 ved pausen.

De blev simpelt hen overhalet med adskillige omgange af et veloplagt fransk landshold, som Danmark sidst var næsten i stand til at bide skeer med i Göteborg i december, da de franske kvinder dog trak det længste strå til sidst og nappede bronzemedaljerne ved EM.

Dengang tegnede fremtiden optimistisk for de danske håndbold-jenter, men tak for café for en ynkelig gang café au lait, de danske spillere serverede i den franske forårsaften. Ren skummetmælk – og ikke ret mange bønner.

Bagud 1-9, 4-12 og 5-14 ved pausen. Sølle fem scoringer af EM’s på papiret fjerdebedste hold. Fem!

De lavede fejl på stribe – anført af kaptajn Stine Jørgensen – og det var ren deja vu i forhold til en Golden League-kamp i Esbjerg i starten af oktober, da Danmark minsandten også præsterede at gå til pause med de rødglødende cifre 5-14 mejslet til måltavlen i den vestjyske arena.

Spillerne må have fået en ordentlig omgang med den Bruunske hårtørrer i pausen, hvor der næppe var tid til at diskutere den seneste udvikling i den odenseanske gravid-gate…

De kom i hvert fald ind til anden halvleg i et helt andet tempo end den søvngænger-omgang, tilskuerne var vidner til inden pausen. Anne Mette Hansen, der i første halvleg tonsede ind i et par klodsede angrebsfejl, tog kuglen i egne næver og smaskede stort set i rap fem scoringer i kassen.

Men det skal unægtelig blive svært, når et hold leverer 13 tekniske fejl på vejen til 13 slidsomme scoringer, og det hører med til historien, at Cecilie Greve i målet suverænt var aftenens bedste dansker i aktion.

Overskud kan være meget rart – bare ikke på en håndboldbane – og man kan vist uden at lyve påstå, at det aldrig blev playmakernes aften. Hverken Stine Jørgensen eller Lotte Grigel fandt sig selv endsige det spil, de KAN levere i rødt og hvidt.

Danmark bragte sig på 12-17, men så skruede de sejrsvante franske kvinder da bare op for tempoet igen i en kamp, hvor de nådesløst udnyttede de ekstremt mange danske fejl og scorede i den ene kontra efter den anden.

Nu er Golden League kun en træningsturnering, og Klavs Bruun Jørgensen fik da testet sit alternative forsvar med Fie Woller i en fremskudt rolle. Men, men, men… Der er lang vej igen, før det danske hold igen ligner et kvindskab, der er klar til at byde ind på medaljerne ved kommende slutrunder.

De tabte stort. Igen! Til et fransk hold, der nok engang demonstrerede, at når Danmark ikke er klar og tændt fra start, er det uhyggeligt let at vifte et godt nok afbudsramt dansk landshold ud af banen.

De kan takke Cecilie Greve for, at det ikke endte værre. Det blev bedre – men det blev aldrig godt.

Danmark møder lørdag Rusland og søndag Norge ved test-turneringen. Det kan også blive grumt!

- Det var ikke rigtig godt. Vi var alt for tøvende i starten, og siden var det for svært at komme tilbage i kampen, fordi vi fik så dårlig en start, erkendte landstræneren over for TV 2 Sport.

Se også: Håndbold-kvinder: Intet forbud mod graviditet

Se også: Rasende håndboldmor: Det gør mig enormt ked af det

Se også: Pytlick afviser: Mine spillere må gerne blive gravide

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen