Danske VM-drenge omringet af store politistyrker

VM's åbningskamp er det helt store terrormål, og store dele af Bercy-området ved Seinen er hegnet ind og bevogtet af kampklare betjente

  • Accorhotels Arena i Bercy er bevogtet som Fort Knox. Foto: Lars Poulsen
Accorhotels Arena i Bercy er bevogtet som Fort Knox. Foto: Lars Poulsen

PARIS (Ekstra Bladet): Det er ikke ligefrem det parisiske politis helt store afspadseringsaften!

Området omkring Accorhotels Arena i Bercy, hvor Nikola Karabatic og de andre stjerner fra ’Les Bleus’ onsdag aften spiller VM’s åbningskamp mod Brasilien, er spærret godt og grundigt af. Masser af mandskab, hunde og sågar heste indgår i bevogtningen af et oplagt terrormål, hvor det forventes, at præsident Francois Hollande formentlig også vil deltage i den festlige åbning.

Området omkring Boulevard Bercy og Rue de  Bercy er spærret af helt ned til Seine-kanten, og tilskuerne er fra ført på aftenen blevet gelejdet ind til nye køer i hold med strenge ordrer om enten at holde til venstre eller til højre.

Frankrig møder Brasilien i VM's åbningskamp. Det store sikkerhedsopbud stiller store krav til publikums tålmodighed - men den har de i Paris i disse år. Foto: Lars Poulsen Frankrig møder Brasilien i VM's åbningskamp. Det store sikkerhedsopbud stiller store krav til publikums tålmodighed - men den har de i Paris i disse år. Foto: Lars Poulsen
Al bagage bliver gennemtjekket, og betjente med kraftigt skyts og tilhørende ammunition står årvågent parate, hvis et 40 tons lastvognstog mod forventning alligevel skulle være i stand til at forcere vejspærringerne flere hundrede meter ad de tilstødende gader og boulevarder.

På spillerhotellet Pullman Bercy er situationen tilsyneladende helt anderledes afslappet. Det danske hold landede med politieskorte på hotellet omkring kl. 18.40, og spillerne blev hastigt sendt på værelserne, derefter ind i en mindre lounge til et let måltid for derefter at høvle til en opblødende træning oven på den for to meter lange mennesker trange flytur fra Billund til Charles de Gaulle.

Her indtog Ekstra Bladet foyeren fuldstændig uantastet. End ikke en bartender opsøgte den danske delegation...

Skinnet bedrager dog en anelse i de luksuriøse omgivelser på hotellet tæt ved Seinen og blot 10-15 minutters spadseretur fra spillehallen. Der er velvoksne mænd med trænede øjne og jakkesæt, der nok skjuler en del – men ikke alt. Nogle bærer til venstre – andre til højre. Og det er altså det isenkram, de har skjult under habitjakkerne, vi taler om…

No, no, no! Her ankommer Morten Olsen til hotellet efter en heftig dag i luften og på landevejene. Foto: Lars Poulsen No, no, no! Her ankommer Morten Olsen til hotellet efter en heftig dag i luften og på landevejene. Foto: Lars Poulsen
En masse af truppens og den medicinske stabs grej er blevet kørt til den franske hovedstad i bil fra Brøndby og Aarhus, og hver en taske blev ved ankomsten stillet til parade for en hærskare af skarptsnusende bombehunde.

Der tages ingen chancer, og i den lille, hyggelige Bercy Village, hvor et utal af cafeer og restauranter blander sig med små forretninger og mindre supermarkeder, skal alle iført tasker gennem et hastigt gennemsyn hos alvorlige security-folk, der ikke på nogen måde giver udtryk for, at de skulle have stand-up komik som højest prioriterede hobby.

- Det er en ekstraordinær aften på grund af åbningen af VM i håndbold, afslører en af dem dog direkte adspurgt.

Folk, der deltog i sommerens fodbold-slutrunde i Frankrig siger, at sikkerheds-niveauet denne første VM-aften er fuldt på højde med det, man iagttog i juni sidste sommer.

Desværre. Og heldigvis!

herrehaandbold-danmark-egypten Sport - 9. jan. 2017 Her er truppen der skal spille VM-guld til Danmark

Se også: Genialt trick på busturen: Sådan tog jeg røven på Mikkel Hansen

Se også: VM-chok: En af de allerstørste melder fra

Læs også

Håndbold
Hent flere
Mest læste i sport
Seneste i sport
EKSTRA Sport og spil
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen