Efter to gange kræft: Mine lunger er lagt ned

Daniel Svensson fik fjernet en knude på størrelse med en håndbold, og nu der det snart slut – efter finalen…

Daniel Svenssons krop vil ikke længere det, han vil have den til, og derfor stopper han - efter finalen... Foto: René Schütze
Daniel Svenssons krop vil ikke længere det, han vil have den til, og derfor stopper han - efter finalen... Foto: René Schütze

Han har maksimalt otte kampe tilbage. Men de to største sejre har Daniel Svensson allerede vundet – uden for håndboldbanen!

Skjern-spilleren har i to omgange siden 2013 besejret lymfekræft og er vendt tilbage til livet – og til håndboldbanen. Alligevel var han hård ved sig selv på Twitter efter Skjerns knebne sejr over Aalborg torsdag aften.

’Dejligt med gode holdkammerater, når man selv spiller under niveau på alle parametre. To vigtige,’ skrev Daniel Svensson efter 30-29 sejren over grundspilsvinderne fra Limfjorden.

Men hvad betyder én dårlig kamp, når man to gange har besejret kræften?

- Jeg sørger for at nyde de dage, jeg har. En kop kaffe i solskin, et godt glas rødvin, min lille nevø – ja, hvert et sekund og minut i døgnet, siger den 35-årige københavner, der fandt håndbold-lykken i Tyskland og senest Jylland.

Men om tre slutspilskampe, semifinaler og finale er det slut. Kroppen vil efter den hårde medfart – deriblandt to tunge kemo-ture – ikke længere det, Daniel Svensson vil have den til.

- Jeg var dårlig i torsdags og havde flere tabte dueller end vundne. Mit personlige ambitionsniveau er højt, men min fysik er ikke længere, hvad den var engang, siger han.

- Jeg kunne måske godt presse min krop lidt mere, men jeg ER selvfølgelig hårdt ramt efter de kemo-kure, hvor jeg har været helt flad. Mine lunger har været lagt fuldstændig ned, og det mærker jeg tydeligt. Men jeg fik muligheden for at spille håndbold igen trods sygdommen, og det handler i det hele taget bare om altid at vende situationen rundt og være positiv, formaner Daniel Svensson sig selv – og os andre.

Derfor er tilværelsen som håndbold-pensionist den eneste rigtige for den evige fighter, der selvfølgelig fik et chok, da han i anden omgang blev ramt af lymfekræften og bl.a. fik fjernet en knude på størrelse med en håndbold fra området mellem lungerne. Derefter fulgte så en heftig kur med dyrkning af stamceller.

- Jeg er kræftfri og har fem år til en egentlig raskmelding. De første tre år er jeg til kontrol hvert kvartal – de sidste to år kan jeg så ’nøjes’ med at komme hver sjette måned, forklarer Daniel Svensson, der blankt indrømmer, at han selvfølgelig er bange for, at kræften kan slå døren ind for tredje gang.

- Jeg frygter det hver gang og kan ligge søvnløs i 14 dage op til det tjek, hvilket ikke ligefrem er specielt smart, når man dyrker sport på dette niveau. Nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg må gå på meget på kompromis med den spiller, jeg gerne VILLE være, og derfor er det rigtigst at stoppe efter denne sæson, siger Skjern-sluggeren.

Næste opgave bliver jobbet som leder af CoolUnite – en fond, der støtter børn i nød, deriblandt kræftramte børn.

- Men jeg kan desværre første starte i jobbet om halvanden måned. Vi har lige nogle semifinaler og et par finalekampe, vi skal have vundet først, forklarer en grinende og yderst selvsikker Daniel Svensson.

Se også: Vandt to gange over kræften - nu siger han stop

Se også: Kræftramt spiller forlader tophold

Se også: 'Nedtur uden sidestykke i dansk håndbold'

Brødrene Toft jubler efter OL-triumfen i Rio. Foto: Jens Dresling Ekstra Bladet+ Drengene, der blev til OL-helte

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen