Eksperter vender Mikkel ryggen: Du er ikke nummer 1

Eksperternes dom: Der er Nikola Karabatic og Mikkel Hansen – og så alle de andre

  • De spiller sammen i Paris og er uvægerligt i en liga for sig. Men hvem er bedst? (Foto: Lars Poulsen)
De spiller sammen i Paris og er uvægerligt i en liga for sig. Men hvem er bedst? (Foto: Lars Poulsen)

Eksperterne er ikke i tvivl. Frankrigs Nikola Karabatic og vores egen Mikkel Hansen er i en klasse for sig selv. De to klubkammerater i PSG er verdens bedste håndboldspillere, dog med franskmanden et skridt foran den danske storskytte.

Joachim Boldsen, som er Ekstra Bladets ekspert under EM, forklarer det således:

- Karabatic er komplet. Han er i verdensklasse både defensivt og offensivt, og han er i stand til at tage det nødvendige ansvar, når der er brug for det. Hans fysik er uforlignelig, og han er en af de mest ubehagelige spillere, jeg har dækket op gennem tiderne.

- Franskmanden er bedre end Mikkel Hansen, fordi han er bedre defensivt, og så er han fantastisk i den direkte mand-mod-mand-konfrontation. Til gengæld har Mikkel et bedre skud, og så har han alderen med sig. Jeg er sikker på, at Mikkel på et tidspunkt igen vil blive kåret som verdens bedste, siger Joachim Boldsen.

Se også: Danske profiler trods skader: Vi er klar, Gudmundur

Hans tidlige medspiller på landsholdet, TV2-eksperten Lars Christiansen, har som den eneste af de fem eksperter Mikkel Hansen som tidens bedste spiller. Men kun med et mulehår.

- I denne sæson har Mikkel Hansen vist, at han er i verdensklasse og i sit livs form. Han er altafgørende for dansk succes ved EM og sammen med Nikola Karabatic er han i en klasse for sig selv.

Det er Mikkel, der skal sikre dansk succes. (Foto: Lars Poulsen) Det er Mikkel, der skal sikre dansk succes. (Foto: Lars Poulsen)

Han er uden for kategori
En anden tidligere fløj på landsholdet og TV2-ekspert, Nikolaj Jacobsen, som nu tjener til livets ophold som træner i Rhein-Neckar Löwen, mener, at Karabatic er et stort skridt foran danske Hansen.

- Karabatic er uden for kategori. Han kan alt, offensivt og defensivt. Han kan trække et helt hold med. Der er afstand ned til Mikkel Hansen, som kun er nummer to. Men hvis vi udelukkende kigger offensivt, er Mikkel verdens bedste angrebsspiller med et fantastisk skud, godt overblik og en mand, der kan gøre sine medspillere ti procent bedre.

Han er dog ikke i samme grad som Karabatic en leder på banen og mangler også noget af franskmandens udstråling.

Her er eksperternes samlede top-10 - se hver enkelt eksperts bud i bunden af artiklen

 

Se også: Til EM med livrem og seler

Håndboldnørden Rasmus Boysen, som ud over en aktiv karriere i Ribe Esbjerg, også driver sitet nytihaandbold.dk slår samme tone an som Nicolaj Jacobsen.

- Franskmanden er ikke alene den bedste håndboldspiller lige nu, han er også den bedste gennem tiderne.

Han vandt Champions League som 17-årig og har været på verdenstoppen lige siden. Han spiller 60 minutter i begge ender af banen, og han har evnen til at tage sagen i egen hånd og afgøre kampene.

- Mikkel Hansen er verdens bedste angrebs- og kontraspiller. Han har et unikt overblik, og hans håndled fås ikke magen til. Men han har mangler i forsvaret.

Mikkel mangler noget
Lars Krogh Jeppesen, som under EM er ekspert for Danmarks Radio, har også Karabatic som nummer et.

- Han har en enorm fysik, og hans fart i spillet samtidig med hans overblik og skudvarianter gør ham til verdens bedste.

- Mikkel Hansen har nok det bedste skud i verden, uanset om det er stående eller hængende i luften. Men han mangler en del i forsvaret for at være på samme niveau som Karabatic.

Karabatic er en kende bedre end sin danske angrebsmakker, mener eksperterne. (Foto: Lars Poulsen) Karabatic er en kende bedre end sin danske angrebsmakker, mener eksperterne. (Foto: Lars Poulsen)

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen