Wilbek klar i mælet: Vi kan vinde guld

- Vi kan slå alle hold på en god dag – men vi kan ikke tabe til alle på en dårlig, siger sportschefen

  • Sportschef Ulrik Wilbek er ikke i tvivl om, at der er medaljer til Danmark - måske endda af fornemmeste karat. (Foto: Lars Poulsen)
Sportschef Ulrik Wilbek er ikke i tvivl om, at der er medaljer til Danmark - måske endda af fornemmeste karat. (Foto: Lars Poulsen)

WROCLAW (Ekstra Bladet): Hvis du står med et par tusinde for meget på lommen – eller i hvert fald kan pine kassekreditten en omgang til – og lige nu overvejer, om det er risikoen værd at booke fly og hotel til og i Krakow den sidste weekend i måneden, skal du ikke overveje det for længe.

Køb!

Ulrik Wilbek er i hvert fald ikke i tvivl: Danmark skal nok være med, når der spilles semifinaler!

- Vil du være nervøs for at anbefale folk en tur til Sydpolen – med risiko for at Danmark IKKE er med?

- Nej, siger Ulrik Wilbek.

- Det vil jeg slet ikke være nervøs for. Jeg er optimist, og jeg har helt tiden sagt og gentaget mig selv i én uendelighed: Jeg tror, vi når rigtigt langt ved dette EM.

- Helt op og øverst på podiet?

- Vi KAN gøre det. Men ingen ved jo, om det kommer til at ske, skynder DHF’s sportschef sig dog at føje til sin sportslige ti-døgns udsigt.

Skærmbillede 2016-01-21 kl. 11.05.09.png Håndbold EM 2016 - 21. jan. 2016 Joachim Boldsen: De gjorde det let for os

Landsholdet blev torsdag fløjet fra Gdansk til Wroclaw uden medfølgende håndbagage som store skader eller begyndende sygdom i en trup, der kun døjer med små-skavanker som blå mærker og lignende, der kan pustes væk.

Sportschefen er tilfreds – meget endda – med indtrykket efter tre kampe:

- Det ligner meget en turnering, som det plejer at være for landsholdet. Man skal lige i gang, lige have fjernet nervøsiteten og tunet sammenspillet, og når det sker, begynder alle faser i spillet at fungere. Søndag kommer så den helt store styrkeprøve, når vi møder et spansk mandskab, der nok er det bedste forsvarshold i verden – men bestemt ikke det bedste offensivt, siger Ulrik Wilbek.

- De har ikke så mange super bagspillere, der kan score langt udefra, og deres spil består meget af fysisk busen på, lyder Ulrik Wilbeks hurtige analyse.

Se også: Suveræne Frankrig gennembanker Hviderusland

Frankrig vil som mulig modstander den sidste weekend normalt være en anden grum modstander, men dels er franskmændene som verdensmestre kvalificerede til OL i sommer, dels vil fraværet af syv skadede bagspillere rimeligvis dræne holdets overarbejdende stjerner for energi kamp for kamp.

- Vi får se, hvad de rummer efter seks-syv kampe. De har jo nærmest måttet helt ud i sjette geled for at hente erstatninger, og spørgsmålet er, om spillere som Karabatic og Narcisse slider sig selv op, siger Ulrik Wilbek om et hold, der i Golden League – toptændt og med ild i øjnene – smaskede Danmark med otte.

- Begynder du ikke at få færten af en finale?

- Jeg har hele tiden sagt, at vi når rigtigt langt i EM – og at det kan ende med en finale. Vi kan slå alle hold på en god dag, men vi kan ikke tabe til alle på en dårlig!

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen