Gå til artikel om 1 sek Gå til artikel
Gå til artikel

Kæmpe nederlag: Dansk OL-drøm slagtet

Rumænien var en alt for stor mundfuld for kvindelandsholdet, der i perioder blev ydmyget af østeuropæerne – og OL i Rio de Janeiro ligner en fjern drøm

  • Danmark tabte OL-kval-kampen mod Rumænien i Aarhus og står nu skidt (Foto: Jens Dresling)
Danmark tabte OL-kval-kampen mod Rumænien i Aarhus og står nu skidt (Foto: Jens Dresling)

AARHUS (Ekstra Bladet): Klavs Bruun Jørgensen sagde inden kampen, at han ikke helt aner, hvor han har sit hold.

Det ved han nu!

Landstræneren slog også fast, at hvis Danmark skulle slå Rumænien, skulle Draculas døtre holdes nede på 22-23 scoringer målt over 60 minutter.

De havde lavet 19, da holdene gik til pause…

Det blev en ny enorm dansk nedtur mod Rumænien, da holdene tre måneder efter VM-gyseren i Herning igen krydsede klinger på dansk grund. Rumænien vandt en grusomt stor sejr på 32-25, og Rio er vist bare en by i – Brasilien…

Meget gik galt, og stort set intet lykkedes i det første heat af OL-kvalifikationen, og hvis man skal ud at køre en tur med lyspunkts-detektoren, så må det være, at der er en kamp igen lørdag aften. Og en sejr over Montenegro burde være nok til at sikre OL-billetterne, hvis Rumænien vel at mærke ondulerer Balkan-folket i deres indbyrdes opgør søndag.

Danmark tabte stort mod Rumænien (Foto: Jens Dresling) Danmark tabte stort mod Rumænien (Foto: Jens Dresling)  

Problemet: På det tidspunkt kan Rumænien formentlig være næsten sikre på en tur til Rio selv med et beskedent nederlag til montenegrinerne.

Skulle de tre europæiske hold i gruppen ende i en trekant a point, tæller den indbyrdes målscore, og der står Danmark unægtelig svagt – med mindre kvinderne da tager sleven i den anden hånd og søndersmasker Montenegro lørdag aften.

Det vil man ligesom se, før man tror det…

Der var langt fra Aarhus til Rio de Janeiro inden kampen. Bagefter ligner det næsten en rumrejse…

Det var igen en rædselsfuld første halvleg, der for alvor sænkede Danmark. Der er frit valg på alle hylder – så vælg selv mellem kluntede angrebsfejl, passivt, stillestående forsvarsspil, adskillige skud over mål – eller forbi. Og stort set ingen redninger fra keeperne. Sandra Toft kom første gang i vejen for en bold, da der var spillet 16 minutter!

Stine Jørgensen, der vel om nogen skulle repræsentere rutine, vilje, kreativitet og skudkraft, var fuldstændig ved siden af sig selv med saftløse skud og flere fejl-afleveringer.

Mulle havde det svært (Foto: Jens Dresling) Mulle havde det svært (Foto: Jens Dresling)  

En enkelt sekvens fortæller en del om kampens forløb: Da Danmark havde fightet sig op på 11-14, begik FCM-spilleren en angrebsfejl, der prompte førte til et langt udkast fra Paula Ungureanu op til Valentina Elisei, der både scorede – og trak en udvisning til den forgæves returløbende Mette Tranborg.

Fire minutter senere var stillingen 11-18 – og kampen stort set knækket.

Det danske hold fik mere styr på sig selv efter pausen, hvor Rumænien selvsagt lukrerede på den sikre føring – og løjerne i perioder mindede voldsomt om en simpel udveksling af mål. Dog hele tiden med danskerne halsende som små rådvilde gårdhunde efter de rumænske bjørne.

Der skal helt andre bolde på suppen lørdag aften, når det er vind eller forsvind. Spørgsmålet er, om Danmark kan knægte Montenegro, der havde en relativt let omgang mod Uruguay fredag aften.

Man kan have sin tvivl!

Se også: Sådan bremser vi bødlen fra Herning

Se også: Det sagde bare smask: Derfor fortsætter hun med hjelm

VM Kvindehåndbold kvartfinale Danmark Rumænien Håndbold - 18. mar. 2016 Klavs Bruun før braget: - Du kan ikke drille mig

Danmark - Rusland Håndbold - 18. mar. 2016 Mulle lover: Altid plads til en ekstra tusch

Læs også

Håndbold
Hent flere
Mest læste i sport
Seneste i sport
EKSTRA Sport og spil
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Linette K. Jespersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen