Knudsen i hård kritik af norsk stjerne: Jeg hader skuespil

38-årige Michael V. Knudsen og 21-årige Sander Sagosen fik hovedroller, da semifinale i Aalborg ind imellem mest lignede en bryde- eller boksekamp

Michael V. Knudsen synes, Sander Sagosen gik langt over stregen i en yderst heftig DM-semifinale. Foto: René Schütze
Michael V. Knudsen synes, Sander Sagosen gik langt over stregen i en yderst heftig DM-semifinale. Foto: René Schütze

AALBORG (Ekstra Bladet): Michael V. Knudsen er sur!

Veteranen fra BSV var kampen igennem involveret i adskillige nærkampe, og dem har han ikke så meget imod. Men når modstanderne spiller skuespil og trækker uretfærdige udvisninger, siger den 38-årige jyde stop.

Hans anke er direkte møntet på et af sportens allerstørste stjernefrø: 21-årige Sander Sagosen, der til sommer skifter Aalborg ud med tilværelsen i Paris Handball, hvor han skal kæmpe om spilletid med bl.a. Mikkel Hansen og Nikola Karabatic.

- Der skal være tænding og gås til stålet i en semifinale. Men det er måske lige lidt for meget nogle gange, hvor de går for meget efter at give knæ og prøver at uddele trælår – jeg ved ikke, om det er deres træner, der har lært dem det. Jeg synes, det er lige på grænsen til at være usportslig optræden fra deres side, siger en afdæmpet men vred Michael V. Knudsen efter nederlaget på 28-26 i det første semifinale-opgør.

Michael V. Knudsen i duel med kampens topscorer, Buster Juul, der scorede 10 gange i det dramatiske opgør. Foto: René Schütze
Michael V. Knudsen i duel med kampens topscorer, Buster Juul, der scorede 10 gange i det dramatiske opgør. Foto: René Schütze

BSV-veteranen røg i straffeboksen allerede efter ti minutter, da nordmanden filmede og lavede et puf til skulderen om til et slag, hvorefter han gik i dørken med et brag.

Du mener vel, at din første udvisning er rent skuespil?

- Ja, og sådan noget bryder jeg mig sgu ikke om. Hvis der er noget, jeg ikke ka’ li’ i håndbold, så er det skuespillere, der fremprovokerer den slags. Når dommerne hopper på det, er det selvfølgelig til deres fordel, det kan jeg godt se. Men jeg synes ikke, det klæder sporten – absolut ikke. Det er spillere, jeg hader, når der sker den slags episoder.

Det er vel specielt Sander Sagosen, du tænker på?

- Jaja, helt klart. Jeg synes, det er for dårligt, man ikke tager kampen op. Sagosen er en spiller med så høj kvalitet, og han har leveret så stærkt for både klub og landshold, og så synes jeg ikke, det klæder ham og andre at spille på den måde. Det er noget, vi skal have ud af sporten. Det må han selvfølgelig selv om, det er hans stil, og den skal jeg ikke blande mig i overhovedet. Jeg kan kun sige min personlige mening, siger Michael V. Knudsen og skynder sig at tilføje:

- Aalborg er rigtigt gode til at stå kompakt. Den ros skal de have, og når det lykkes, har de et stærkt og fysisk forsvar. Vi skal først og fremmest bevise, vi kan skyde ude bagfra, før de begynder at løfte sig. Der kom lidt luft i anden halvleg, men vi var ikke dygtige nok til at få fart i afleveringerne og komme direkte på – der manglede vi sgu lige nogle procenter i dag.

Præcis dét kan blive midtjydernes akilleshæl, når returen går over parketten allerede på lørdag.

- Det med at åbne et fysisk og kompakt 6:0-forsvar er generelt noget, vi har lidt svært ved, så det skal vi bruge de næste 48 timer på at snakke lidt om. Det er jo det, der er fedt ved disse kampe, at vi står over for den samme modstander igen allerede på lørdag og forhåbentlig igen på tirsdag, og det hold, der undervejs lærer mest af kampene, har rigtigt gode chancer for at gå i finalen, siger Michael V. Knudsen.

Sander Sagosen stiger til vejrs - fulgt af sin tro følgesvend i lange sekvenser: BSV's Allan Damgaard. Foto: René Schütze
Sander Sagosen stiger til vejrs - fulgt af sin tro følgesvend i lange sekvenser: BSV's Allan Damgaard. Foto: René Schütze

Nordmanden er ikke overraskende i langt bedre humør efter sejren – og synes ikke, han går over stregen.

- Vi vinder på godt forsvar og kontraer. Vi får smadret virkelig igennem i vores forsvar. Det er et fysisk hold, og vi ved, vi skal smadre på for at slå dem, siger nordmanden.

Du har en lang række infights med Knudsen…

- De spiller fysisk, og så må vi spille fysisk tilbage, og det synes jeg, vi klarer, siger manden, der var med til at spille Norge til VM-sølv og for nylig smadrede 13 bolde i kassen, da Norge hjemme slog Frankrig i EM-kvalifikationen.

- Jeg har taget lidt på efter slutrunden og bygget mig op til dette slutspil. Jeg har lagt fire-fem kilo på – man går jo ofte lidt ned efter sådan et VM, når man spiller kampe næsten hver dag.

Er du i dit livs form?

- Jeg har aldrig været bedre, end jeg er nu – men jeg er stadig ung, og forhåbentlig bliver jeg endnu bedre, siger han og griner.

Se også: Knudsen og BSV sendt til tælling i DM-semifinalen

Se også: Hænger liderlige mænd ud på nettet: Nu kommer hun til Danmark

Se også: Danmark er klar til EM: Men her fungerede intet!

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen