Nikolajs boss raser mod tv-station: Ren katastrofe!

Rhein-Neckar Löwen bliver kostet ud på et sidespor og må spille vigtig Champions League-kamp i aften kl. 21 - det koster tusindvis af tilskuere

Jennifer Kettemann giver Nikolaj Jacobsen en krammer, da det andet tyske mesterskab i træk var i hus i forsommeren. Foto: All Over Press
Jennifer Kettemann giver Nikolaj Jacobsen en krammer, da det andet tyske mesterskab i træk var i hus i forsommeren. Foto: All Over Press

Programmet er barsk nok i forvejen, men når et i forvejen presset mandskab bliver dikteret at spille en ultra-vigtig Champions League-kamp kl. 21 en torsdag aften, kommer de barske tillægsord i brug.

- For Rhein-Neckar Löwen og især vore fans er tidspunktet en katastrofe, og det vil med sikkerhed koste os flere tusinde tilskuere, siger forretningsfører Jennifer Kettemann før aftenens brag mod HC Zagreb, der før har voldt Nikolaj Jacobsens tyske mestre voldsomme problemer i mesterholdenes liga.

Sidste sæson tabte tyskerne til kroaterne i gruppespillet, og året inden slog HC Zagreb overraskende de tyske favoritter ud af turneringen allerede i 1/8-finalen.

Nikolaj Jacobsen og Mads Mensahs klub retter skytset mod tv-stationen Sky, der ud over Champions League nu også fra denne sæson har købt rettighederne til Bundesligaen, der har højeste prioritet. Og med fem kampe på programmet i aften – deriblandt Flensburg og Kiel på deres respektive hjemmebaner – må Champions League vige.

Ergo ruller Bundesligaen over skærmen fra kl. 19 – og Rhein-Neckar Löwen må pænt vente til kl. 21, før de kan komme i gang. Allerede søndag kl. 12.30 formodes holdet så at være toptunet til en udekamp i Wetzlar…

- Det europæiske forbund er kommet Sky i møde i forhandlinger, vi slet ikke har deltaget i, beklager Jennifer Kettemann, der formentlig har ret i, at adskillige fans vælger at droppe kampen i den enorme SAP Arena på grund af det sene starttidspunkt.

Jennifer Kettemann og Nikolajs assistent Oliver Roggisch med mesterskabsskålen. Foto: All Over Press
Jennifer Kettemann og Nikolajs assistent Oliver Roggisch med mesterskabsskålen. Foto: All Over Press

Mannheimer Morgen har konsulteret Karl Valks, der er chef hos Sky og logisk nok tænker mere på at beskytte stationens rettigheder og undgå seer-kannibalisme. Pengene vinder selvfølgelig altid.

- Efter erhvervelsen af rettighederne til Bundesligaen har vi udvidet vores håndboldtilbud ekstremt, og vi viser fortsat samtlige tyske kampe i Champions League og alle 306 kampe i Bundesligaen, forklarer Karl Valks.

Og så må Nikolaj Jacobsen og Co. se, om de kan holde øjnene åbne – og måske glæde sig over, at de trods alt ikke endnu er blevet sat til at spille kl. 22, som det var tilfældet i Danmark en årrække, da TV2 og DR på onsdage satsede på såkaldt natkassekampe, der først sluttede kort før midnat.

Se også: Storkamp af Mensah: Her sender han Nikolajs tropper til tops

Se også: Serbisk håndboldkæmpe nedlægger Aalborg

Se også: Skjern basker spanske vicemestre i Champions League

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen