Se Landin score vanvittigt selvmål – og tabe Super Cup-drama

Landsholdsmålmanden kunne grine af sit uheld, men i den sidste ende blev selvmålet dyrt, da Kiel tabte til Nikolaj Jacobsen og Rhein-Neckar Löwen i Super Cup

Det er bestemt ikke hver dag, man oplever selvmål i håndbold, men Niklas Landin leverede så ét af dem onsdag aften i Super Cup-opgøret mellem Rhein-Neckar Löwen og danskerens klub THW Kiel.

Det var så tosset, at landsholds-målmanden selv måtte trække på smilebåndet, da han ellers med en lynsnar redning fik en overarm på Alexander Petterssons flæk og fik viftet kuglen op på overliggeren, hvorfra læderet tog en ordentlig lufttur og lagde an til landing ude i feltet.

Lige uden for stregen stod ellers to venligtsindede Kiel-kammerater klar til at snuppe bolden, men Niklas Landin må have følt situationen truende – i hvert fald ville han baske bolden over baglinjen til målkast. Men, men, men… I stedet fik han sendt den ind i buret, så Rhein-Neckar Löwen-spillerne grinende kunne se måltavlen skifte til 9-8 i deres favør.

I den sidste ende blev det et dyrt selvmål. Kiel førte tæt på slut kampen 28-27, men i absolut allersidste sekund fik en af Nikolaj Jacobsens nye spillere, svenske Jerry Tollbring, udlignet til 28-28. Derefter skulle holdene direkte i straffekast-konkurrence.

I den fik Niklas Landin ikke fat i de to første forsøg, og den tyske landsholdskeeper Andreas Wolff havde heller ikke heldet med sig for Kiel. Til gengæld nappede Nikolaj Jacobsens to svenske målmænd, Mikael Appelgren og Andreas Palicka, hver et forsøg fra hhv. Marco Vujin og Ole Rahmel, og så kunne Patrick Groetzki score til slutfacit 32-30.

Dermed har Nikolaj Jacobsen og Rhein-Neckar Löwen for alvor erobret overhånden i forhold til de mangedobbelte mestre fra Kiel. Den danske landstræner har to år i træk kunnet fejre det tyske mesterskab – sidste sæson var det en kæmpe overraskelse – og med sejren i Super Cup i Stuttgart har fynboen med Mads Mensah i truppen allerede sikret sig sæsonens første pokal.

Du kan se den spændende afslutning her:

Se også: Skade tvinger Landin tilbage i EM-kval-kampe

Se også: Mikkel Hansen sætter ild i Aalborg

Se også: Ramt af Landins succes: Rival vil væk

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen