Skjern basker spanske vicemestre i Champions League

Anders Eggert og Markus Olsson førte an i Skjerns 33-25-sejr over Ademar Leon i Champions League

Anders Eggert og Skjern storsejrede over Ademar Leon. Foto: Christer Holte
Anders Eggert og Skjern storsejrede over Ademar Leon. Foto: Christer Holte

Skjern Håndbold led i sidste uge første nederlag i Champions League, da vestjyderne tabte 29-31 til slovenske Gorenje Velenje efter en god start på turneringen.

Men søndag jublede Skjern igen over to point, da de spanske vicemestre fra Ademar Leon blev besejret 33-25.

I begyndelsen af opgøret stod det ikke klart, at Skjern ville løbe med en sikker sejr. Det bølgede frem og tilbage, og begge hold havde relativt let ved at komme til scoring.

Hos det danske mandskab var det hovedsageligt Anders Eggert og Markus Olsson, der sørgede for målscoringen.

Eggert var knusende sikker på sine straffekast, og svenske Olsson blæste bolden i nettet med hårde skud.

Til slut i halvlegen fik Skjern en smule luft og gik til pause med en føring på 18-15. Fra starten af anden halvleg stod der Skjern på det hele.

20-årige Emil Nielsen fik styr på de spanske skytter i Skjern-buret, og samtidig fortsatte Skjern-spillerne med at score i den anden ende af banen.

Fem minutter inde i anden halvleg var Skjern oppe med fem mål. Det blev en selvforstærkende effekt, der gav det danske hold yderligere medvind, og snart var Skjern på 23-16.

Et par sløsede Skjern-angreb gav Ademar Leon et par hurtige mål, men Eggerts femte straffescoring af fem mulige satte en midlertidig prop i et spansk comeback.

Med ti minutter igen var Skjern foran 26-22. Et par tekniske fejl hos gæsterne og en stærkt spillende Emil Nielsen punkterede kampen mod slutningen, og så endte Skjern med en sejr på otte mål.

Efter fire kampe har Skjern nu seks point i Champions Leagues gruppe C. Det er samme antal som Gorenje Velenje.

Andetsteds vandt norske Elverum 40-32 over Dinamo Bucuresti. Det var nordmændenes anden sejr i gruppespillet.

Se også: Serbisk håndboldkæmpe nedlægger Aalborg

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen