To hjernerystelser: Men klar til DM-guld

Louise Svalastog har rundet de 34 stærkere end nogensinde, men to hjernerystelser i løbet af sæsonen får hende alligevel til at overveje fremtiden

Louise Svalastog (th) jubler sammen med Anne Mette Hansen. Til venstre Mia Rej, der slet ikke har fattet, at hun lige nu er på vej mod DM-guld. Per Rasmussen
Louise Svalastog (th) jubler sammen med Anne Mette Hansen. Til venstre Mia Rej, der slet ikke har fattet, at hun lige nu er på vej mod DM-guld. Per Rasmussen

NÆSTVED (Ekstra Bladet): Hun deler jo vanen tro håndmadder ud med en vis rutine, og det er ikke nogen stor løgn, hvis nogen påstår, at Louise Svalastog og København-forsvaret var den helt store vinder i den første DM-finale lørdag eftermiddag.

29-26 ude over Nykøbing Falster – og der er varmet op til guldfest på Frederiksberg næste lørdag…

- Forsvaret er helt sikkert forskellen. Vi får holdt dem væk fra det, de allerhelst vil. De vil jo gerne spille det ’nemme’ spil med Mette Gravholt, der ligger og laver en masse ravage, og så vil de komme og skyde rundt om forsvaret. Men jeg synes, vi i 40-45 minutter har fuldstændig styr på det. Det var sgu meget godt, lyder underdrivelsen fra den frasorterede landsholdsspiller.

- Tanken om at vinde guld på lørdag er helt fantastisk, men jeg ved også, at vi skal til at nulstille lige så snart, vi kommer ud af denne hal. De kommer jo sikkert også med nogle ting, ligesom vi har lært af denne kamp. De kan ikke finde helt nyt spil frem, så de er også tvunget til at stole på, at deres koncept holder – og det kender vi jo lidt til efterhånden, siger den defensive krumtap.

Hun repræsenterer rutinen i en ung trup – og er imponeret:

- Ved du hvad, jeg har har faktisk været ret stolt af, at holdet trods udtalt mangel på rutine i de første kvartfinaler alligevel gik så uimponeret til opgaven. Vi har prøvet at sprænge alle skalaer for, hvad der er muligt, når det gælder nervøsitet og spændingsniveau og har lært af det. Lige siden er de unge gået meget roligt til opgaven, og derfor har de været i stand til at præstere – samtidig har vi en god ro, fordi vi kender hinanden rigtigt godt, siger hun.

- Vi ved, at hvis vi bare slås, så virker det. Vi er ligeglade med, om folk synes, det er kønt – bare vi vinder kampe.

Kontrakten gælder et år endnu – men det går faktisk så godt, at Louise Svalastog næsten overvejer at stoppe:

- Det er jo fand’me lige før, jeg siger: Nu slutter jeg! For det kan jo ikke gøres ret meget flottere end det, vi leverer lige nu, haha. Men jeg har et år mere.

Har du overvejet at stoppe alligevel?

- Jeg har det virkelig godt, men jeg i to omgange kæmpet med hjernerystelser i løbet af sæsonen, ellers har min fysik været super god i år. Bedre end mange af de unges. Det er kun dåbsattesten, der fortæller mig, at jeg er lidt ældre.

- Det er en naturlig del af livet, at man begynder at overveje andre ting, men jeg har en kontrakt, og jeg har også i sinde at fuldføre den.

Louise Svalastog blev sidst skudt i sænk af en medspiller, da hun blev ramt i hovedet i en kamp mod Viborg. Det stød har forfulgt hende siden.

- Mia skød mig lige i hovedet, og den kæmper jeg stadig med. Jeg har et hold i nakken i dag, som stammer fra den episode. Det har jeg kæmpet rigtigt meget med – og gør det stadig. Ellers går det sgu meget godt, siger hun og griner.

Så er der guldklump. Næsten... Københavnerne jubler, Mulle og Emelie Westberg græmmer sig. Foto: Per Rasmussen
Så er der guldklump. Næsten... Københavnerne jubler, Mulle og Emelie Westberg græmmer sig. Foto: Per Rasmussen

Mia Rej tror, guldchancen er fifty-fifty trods hjemmebane-fordel på lørdag:

- Jeg tror, det bliver dem, der er bedst til at styre tempo og lave færrest fejl, der vinder guldet.

Hvordan tror du, det bliver, hvis du pludselig står med en pokal i næverne?

- Jeg tror overhovedet ikke, jeg har fattet det. Jeg tror faktisk ikke engang, det er gået op for mig, at vi er i DM-finalen. Lige nu fungerer det meget godt, for så er det bare en eller anden håndboldkamp mod Nykøbing, hvor vi skal ind og have to point. I princippet…

- Men skulle vi vinde på lørdag… Jamen, det er helt surrealistisk. Jeg kan slet ikke forholdet mig til det, så skal vi ikke bare sige, vi skal spille håndbold på lørdag?

Hvis I vinder, hvad skal du så?

- Så tror jeg nok, der bliver en stor guldfest. Og så skal vi i hvert fald have lov til at nyde det. Vi har trænet hårdt i denne sæson, så hvis og hvis, så gi’r vi den gas og håber på et par fridage bagefter.

Og Champions League…

- Jamen, det er jo umådeligt svært at forholde sig til, når man ikke engang helt har fattet, at vi er i en dansk finale, ikke?

Se også: Drama til sidst: Mulle mast i finale

Se også: BSV tvinger med sejr Aalborg Håndbold ud i tredje kamp

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen