Midt i jublen: Kun våbenhvile i kvinde-konflikt

- Der er stadig ingen vindere i konflikten selvom Danmark heldigvis spiller i aften, mener Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

Sanne Troelsgaard og Nadia Nadim skal på den igen. Foto: Mikkel Tariq Khan
Sanne Troelsgaard og Nadia Nadim skal på den igen. Foto: Mikkel Tariq Khan

DE SKARPTSLEBNE ORD, de store principper og de taktiske manøvre i forhandlings-lokalet er lagt til side for en stund. Til fordel for fodbolden – og tak for det!

Danmarks VM-kvalifikationens kamp i aften mod Ungarn i håndboldbyen Györ bliver heldigvis spillet – og selvfølgelig har parterne indset, at en aflysning eller udeblivelse fra den kamp ville have uoverskuelige konsekvenser. Både for spillerne og DBU.

DET VAR SPILLERFORENINGEN og DBU længe om. Også for længe – og inden armene ryger alt for voldsomt i jubelposition, så er der kun tale om en våbenhvile!

Der skal nok blive brug for alle redskaber i forhandlingstasken igen.

Aftalen er nemlig langtfra strikket færdig, men skal forhandles færdig med hjælp fra DIF og LO – og selv om parterne økonomisk har nærmet sig hinanden, så er striden om DBU som arbejdsgiver eller ej stadig ikke løst.

OPFORDRINGEN HERFRA er stadig, at lade Arbejdsretten tage stilling til det følsomme spørgsmål, så fremtidige aftaler bygger på et sikkert grundlag. Den opgave er det yderst tvivlsomt, om de parter kan løse selv. Og rent formelt kan det ikke lade sig gøre som du kan læse her.

Så slipper man også for endnu en langstrakt og pinlig affære, når herrerne skal have deres aftale på plads inden VM i Rusland.

Det er også en sag, der bekymrer Danmarks Idrætsforbund, men selv inden for DIF’s eget system er der forskellige aftaler. Badmintonforbundet er arbejdsgiver, Håndboldforbundet er såkaldt B-arbejdsgiver, mens DBU altså slet ikke vil være det. Mon ikke DIF også skulle få styr på egen butik?

Nadia Nadim jubler, men konflikten er kun sparket til hjørne. Foto: Mikkel Tariq Khan
Nadia Nadim jubler, men konflikten er kun sparket til hjørne. Foto: Mikkel Tariq Khan
 

ER DER FORELØBIGE vindere i denne langstrakte konflikt? Næh, at kampen i aften bliver spillet, kan dårligt kaldes en sejr al den stund, at konflikten aldrig burde være nået så langt, at en aflysning eller et reservehold kom på tale.

Nu kan den ene part, nemlig spillerne, i hvert fald vise, at det var al balladen værd ved at hente en sejr i Ungarn.

Om det vil få de forhandlinger, der skal køre senere på ugen, til at glide lettere, er ikke til at vide, men set ud fra et sportsligt perspektiv må det være vigtigt at bekræfte den form, landsholdet viste under EM.

Nej, optakten har langtfra været optimal med den verserende konflikt, men mon ikke kvinderne trods alt hellere vil fyre den af på grønsværen end i forhandlingslokalet.

PS. Under stor ståhej blev en såkaldt kvindekommission nedsat med målet om at forbedre forholdene for kvindefodbolden i Danmark. Med ingen ringere end tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt i spidsen

– men fra den kant har der ikke været andet end rungende tavshed gennem konflikten.

Se også: Iskold konflikt: - Man efterlades i dyb vantro

Se også: Ny konflikt truer: Nu vil de svenske fodboldkvinder også have mere

kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen