Persondata politik

Kommentar: Klasseforskel på San Siro

Morten Olsen har store problemer med at sætte sit hold op til de vigtige kampe - men vi lever trods alt stadig i VM-spillet

Seneste i Sport

Mest læste i sport

Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.

EKSTRA Sport og spil

 

Først den gode nyhed. Vi er ikke ude af spillet om VM-billetterne, selv om vi tabte klart til Italien i Milano. Vores to andre konkurrenter til den vigtige andenplads i puljen, Bulgarien og Tjekkiet, var så venlige at spille uafgjort, og derfor har vi stadig selv vores egen skæbne i hånden.

Italien har sat sig solidt på førstepladsen i gruppen, og der er ingen tvivl om, at Prandelliis velspillende mandskab tager den direkte kvalifikation til VM i Brasilien. Men andenpladsen, der muligvis giver adgang til to playoffkampe, er stadig inden for rækkevidde. Tjekkiet har nu sat fire point til i tre kampe. Bulgarien har sat seks point til i fire kampe, og vi har smidt syv point i tre kampe. Danmark har syv kampe tilbage, og vi kan altså selv hente de to konkurrenter.

Men så skal der altså en helt anden indsats til, end det vi har set i de tre første kampe. Bevares, der har da været gode momenter undervejs. Således også mod Italien, men generelt har vi slet ikke været oppe på det niveau, som vi nåede, da vi kvalificerede os til EM-slutrunden i sommer. Og i forhold til Italien er vi meget langt væk.

Vi formår slet ikke at sætte et tempo i vores spil, som kan true vores modstandere. I to kampe har vi nu i lange perioder spillet 11 mod 10 uden at kunne profitere af det. Her til aften tabte vi endda perioden, og det siger vel alt om klasseforskellen, og det dyk det danske landshold har taget efter sommerpausen.

Det begynder allerede ved vores bagerste skanser. Stephan Andersen udstråler ingen selvtillid. Ved det første mål rørte han sig ikke efter bolden og flere andre gange svirrede han forvirret rundt i feltet. Ved Italiens tredje mål havde vi tre mand til at holde øje med Balotelli. Det magtede de ikke, og Stephan Andersen havde ikke modet til at kaste sig ned i bolden. I stedet lavede han en sprællemandsfigur. Den slags hedder alibimålmandsspil.

Men han fik nu heller ikke megen støtte i situationen af sine forsvarsspillere, som bortset fra Simon Kjær havde en meget dårlig aften. Jeg har sjældent set Daniel Agger spille en så dårlig landskamp med manglende overblik og adskillige fejl i sine forsøg på at gribe ind i spillet.

I modsætning til kampen mod Bulgarien havde vi en del muligheder i kampens første halve time. Men vi var uskarpe og siden hen blev krudtet vådt. De to fløje, Michael Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl var ikke med i noget som helst, og for Rommedahls vedkommende er det efterhånden blevet en dårlig vane. I aften lignede han en mand, der spillede sin sidste landskamp.

Mens vi stadig var med i kampen, var der grund til at glæde sig over, at vi på den centrale midtbane spillede bolden i banens længderetning og noget hurtigere frem til Christian Eriksen. Det var i sær gamle Nicolai Stokholms fortjeneste. Han begyndte rigtig godt, men desværre kunne heller ikke han holde niveauet, da først Pirlo og kompagni gik længere frem på banen og satte os under pres.

Heldet, som også er nødvendigt for at vinde fodboldkampe, har altså heller ikke været med Morten Olsen på den her knap ugelange kampagne i Europa. Mod Bulgarien havde landstræneren planlagt et frækt træk med Christian Eriksen på den centrale midtbane ved siden af Kvist og med Nicolai Jørgensen i Eriksens normale rolle. Men Jørgensen blev skadet, og så gik den plan i vasken. Forhåbentligt får vi set den ført ud i llivet til foråret.

Mod Italien var planen, at hasteindkaldte Simon Poulsen skulle have spillet på venstre backpladsen, men Poulsen blev skadet under opvarmningen, og så blev polyvante Michael Silberbauer smidt ind i arenaen. Det var ikke nogen god idé. Silberbauer blev både rundbarberet og overløbet flere gange, og da Pirlo lagde op til 2-0 målet, sendte den italienske troldmand med en gammeldags husmandsfinte stakkels Silberbauer op på tribunen for at hente to ristede med brød. Sjældent er en mand blevet snydt på voldsomt.

Jeg undrer mig over, at Morten Olsen ikke brugte Patrick Mtiliga, som er venstrebebet. Men landstræneren må have været voldsomt utilfreds med Mtiligas indsats mod Bulgarien. Og med valget af Silberbauer til aftenens kamp mod Italien har Mtiliga vist spillet sin sidste landskamp under Morten Olsen.

Der er således lagt op til en del udskiftninger på landsholdet, inden det går løs igen til foråret. Første kamp er ude mod Tjekkiet den 22.marts. Her skal vi have tre point, og til den tid håber jeg, at vi både har Anders Lindegaard, Nicolai Boilesen, Niki Zimling, Leon Andreasen og Nicolai Jørgensen tilbage i fuld vigør. Endvidere venter der Morten Olsen nogle måneder, hvor han meget gerne må få analyseret, hvorfor han har haft så svært ved at sætte sit hold op til de to seneste kampe. For det var været mærkeligt, nærmest uvirkeligt at se de triste og blege ansigter, spillerne er gået på banen med.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik