De unge stjerner afgør Superligaen

5 ting jeg lærte om Superligaen: Helenius er klar til udlandet, Falk er en superstjerne i svøb, Okore kan koste FCN mesterskabet, Cornelius kan ikke holdes nede, og Makienok kan blive Brøndbys redningsmand

  • Rasmus Falk kan som de færreste finde selv de mindste åbninger. Han bliver guld værd for OB. (Foto: Jens Wogensen)
Rasmus Falk kan som de færreste finde selv de mindste åbninger. Han bliver guld værd for OB. (Foto: Jens Wogensen)
1 af 1

EKSTRA Sport og spil

Hent flere

 

1: Helenius er klar til udlandet

Kommer der et godt bud på AaB's Nicklas Helenius i det kommende transfervindue, så bliver han solgt. Nordjyderne har brug for penge, og derfor er der ikke plads til fine fornemmelser og højtidelig tale om, at det sportslige kommer før økonomien. Trods sine kun 21 år virker Helenius som en yderst seriøs og voksen mand. Han har lagt en plan for sit fodboldspil, og han udvikler sig hele tiden.

Jeg er ikke i tvivl om, at han vil kunne gøre sig i både tysk og hollandsk fodbold, som nok er de to ligaer, der lige nu bedst vil passe til Helenius' niveau. Men det vil være ærgerligt for både AaB og for spændingen i Superligaen, hvis han smutter i vinterpausen. Ud over de otte mål han selv har scoret, har han leveret assist til yderligere seks, og det siger alt om, hvor stor en andel han har i nordjydernes overraskende topplacering. Helenius var banens bedste mod Randers i fredags.

2: Rasmus Falk er en superstjerne i svøb

OB's bedste fodboldforretning nogensinde bliver en realitet den dag, Rasmus Falk bliver solgt til en af de store klubber i Europa. Men lad det endelig ikke gå for hurtigt, for så bliver Superligaen en anelse mere grå og trist. Falk er en lysende stjerne. Det har vi nok anet længe, men desværre slog sygdom i begyndelsen af året ham et godt stykke tilbage til start og kostede også - i øvrigt efter hans eget valg - et gennembrud på landsholdet.

Endnu har vi det bedste til gode fra blot 20-årige Falk, men hvor har han dog allerede forkælet os den seneste måned, hvor han også er begyndt at lave mål. Bliver også den del udviklet yderligere, så vil han for alvor træde i karakter som den komplette fodboldspiller. Han er løbestærk og arbejdsivrig. Han er en god pasningsspiller, og han kan drible. Hans vendinger med bolden er i verdensklasse, og han kan læse og forudse spillet bedre de fleste i den aldersgruppe. Falk var banens bedste mod Silkeborg i lørdags, og detaljerne ved hans scoring til 2-0 bør blive en fast træningsøvelse for alle landets angribere.

3: Okore kan koste FCN mesterskabet

Allerede i sommer var der bud fra udlandet efter FC Nordsjællands unge midterforsvarer, Jores Okore. Men da Andreas Bjelland allerede var blevet skudt af sted, holdt FCN-lederne klogeligt fast i Okore. Men den bliver ikke ved med at gå, og nu hvor han også har vist sig frem i Champions League er opmærksomheden omkring ham kun blevet skærpet. Okore er med sine blot 20 år ikke nogen færdigudviklet spiller. Han begår stadig fejl. Det gjorde han også i Champions League-kampene.

Men talentet er uomtvisteligt, og hans styrker er hurtighed, den overlegne fysiske kraft i mand-mod-mand-duellerne og hans fortræffelige pasningsspil. Hans placeringsevne kan blive bedre, og han må opøve mere springkraft for at kunne kompensere for sin manglende højde. FC Nordsjælland har i den sæson manglet det tryk og de ryk, som Andreas Bjelland i mesterskabssæsonen bød ind med. Alligevel har FCN stædigt hængt på i toppen. Men hvis Okore bliver solgt i vinterpausen, så er spørgsmålet, om holdet overhovedet kan holde fast i en medaljeplacering. Mesterskabet vil i hvert fald være væk. Okore var ikke banens bedste mod Esbjerg. Han blev skadet og måtte udgå. Måske var det hans sidste kamp i FCN-trøjen.

4: Cornelius kan ikke holdes nede

Yngstemanden i min Superligaklumme i dag er FC Københavns Andreas Cornelius. I den forgangne uge blev der på rygtebørsen meldt om både engelsk og italiensk interesse for den unge mand. Selvfølgelig er den blot 19-årige angriber et muligt salgsemne, men jeg vil nu tro, at både ham selv og klubben vælger at slå koldt vand i blodet. Cornelius er ikke flyvefærdig, hvilket hans scoringspause her i efteråret også viste.

Men psyken har han med sig allerede. For på intet tidspunkt slog han op i banen. Han var uheldig med ikke at score allerede mod Molde i torsdags, men i går kunne hverken stolpe eller mirakelredninger længere holde ham fra fadet. Cornelius er en sjælden fugl, og han skal nok en dag komme til en større klub i udlandet. Men endnu er han ikke FC Københavns største salgsobjekt. Den titel tilfalder Nicolai Jørgensen, der, når han er skadesfri, klart er Superligaens bedste spiller. I går holdt en skade Jørgensen ude fra opgøret i Haderslev. I hans fravær var Cornelius banens bedste.

5: Makienok kan blive Brøndbys redningsmand

Jeg er ikke sikker på, at Simon Makienok vinder priser i modelbranchen med sine lange sorte underbukser. Trendsætter bliver han næppe heller. Til gengæld kan han gå hen og blive millioner værd for sin klub. Hvis den 22-årige angriber fortsætter resten af sæsonen, som han har ført sig frem de sidste tre kampe, så rykker Brøndby næppe ned.

Selvfølgelig har han ikke gjort det alene, men hans rolle er i øjnefaldende, og en angriber med succes er ofte afgørende for kampens udfald. Det lange hyl virkede lidt Bambiagtig, da sæsonen begyndte, og meget længe havde Auri Skarbalius svært ved at finde et spilkoncept, der til fulde kunne udnytte Makienoks evner. Den del er ved at være der nu, og Brøndby er således ikke håbløst bagud i tabellen. Bunden udgøres nu af fem hold, og det giver håb på Vestegnen. Skulle Brøndby redde livet, vil Makienok også blive et varmt emne i transfervinduet næste sommer. I går mod svage Horsens viste han sig flot frem og var kampens bedste spiller.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik