Persondata politik

FCN blev mast af fysik og svinestreg

De danske mestre betalte igen lærepenge i Champions League

20. Nov 20:45 FC Nordsjælland - FC Shakhtar Donetsk

UEFA Champions LeagueStadion: Parken, Danmark Dommer: Gautier, Antony
FC Nordsjælland
2
5
Slut
FC Shakhtar Donetsk
  • Nicolai Stokholm fremfører sine protester over anti-fairplaymålet .. (Foto: Lars Poulsen)
Nicolai Stokholm fremfører sine protester over anti-fairplaymålet .. (Foto: Lars Poulsen)
1 af 1
Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.

EKSTRA Sport og spil

Hent flere

 

En ukrainsk svinestreg, som ikke er set større i Parken i mange år, var langt hen ad vejen med til at fjerne indtrykket af en ellers modig og frisk dansk start på kampen. Med stor tro på egne evner og med Nicolai Stokholm som strateg og igangsætter lod de danske mestre bolden lave flotte mønstre på det velplejede græstæppe.

Men, men, men. De ukrainske mestre et et klassehold, og stort set hver gang de kom frem over stepperne, sad man med en fornemmelse af, at de kunne spadsere igennem det ellers godt kæmpende danske forsvar. Jeg har tidligere tippet Shakhtar til at kunne nå helt frem til de sidste og sjove kampe i Champions League, og det er der ikke blevet ændret på efter opgøret i Parken. Nu har jeg bare ikke, på grund af svinestregen, længere de samme følelser for dem som tidligere. Og så skal de øvrigt stramme op i forsvaret, som noget nonchalant gav overraskende meget væk i aften.

Det er sagt før, og nu gør jeg det igen. Nordsjælland betaler lærepenge i deres første år i Champions League. Således også i aften. Vel stred Shakhtars Adrianos handling mod alle fairplayregler, og jeg tvivler på, at han ville have haft modet til foretage samme handling, hvis det havde været mod Chelsea eller Juventus. Men når det er sagt, så må nordsjællænderne aldrig have givet Shakhtar muligheden for at føre svinestregen helt ud i livet. Man må ikke lade en mand stå helt fri på egen banehalvdel. Og det er uanset, hvad der er gået forud.

Men tilbage til spillet. På det her niveau må man tage de muligheder, der byder sig. Morten Nordstrand kunne efter 10 minutter have givet de danske mestre en perfekt start på kampen, hvis han havde behandlet Kasper Lorentzens fremragende ydersideaflevering efter fortjeneste. Helt alene midt for mål missede Nordstrand sin førsteberøring, og så løb både bolden og chancen fra ham.

Selv om han senere scorede på Joshua Johns perfekte indlæg til bagerste stolpe, så er Nordstrand stadig ikke, hvor han skal være. Situationen med afbrænderen illustrerer vel egentligt ganske tydeligt det problem, FC Nordsjælland har i de internationale kampe, hvor pladsen er trang og tiden kort, når der skal eksekveres. Jeg savner stadig en rigtig måltyv, der også har noget fysisk styrke til at holde en forsvarer eller to stangen.

Alt for ofte blev nordsjællænderne de små i de direkte dueller. Ud over at være et fremragende fodboldhold, så har Shakhtar også nogle muskler at gøre godt med. Men når FCN undgik de tætte nærkampe, så fik de også deres muligheder. Det så vi blandt andet ved målet til 2-1, hvor Kasper Lorentzen med en fremragende førsteberøring vendte rundt med bolden og bankede den ind under overlæggeren. Oplægget kom fra Mtiliga og var et godt eksempel på, hvordan det var muligt at spille rundt om de fysisk stærkere modstandere.

Med nederlaget har Nordsjælland endegyldigt udspillet deres chance i årets Champions League, men de har ikke noget at skamme sig over. På forhånd var alle vel klar over, at der skulle mirakler til, hvis de danske mestre skulle hente point mod tre så frygtindgydende modstandere. Det blev til et point mod Juventus, og det blev til to flotte scoringer i aften mod et superstærkt hold. Desuden har FCN gennem hele turneringen holdt fast i deres eget boldbesiddende spil. Det har mange kaldt naivt, men jeg tror, at nederlagene var blevet endnu større, hvis danskerne havde forsøgt sig med en dyb og massiv defensiv. Den slags spillere råder Kasper Hjulmand slet ikke over.

Nordsjælland har været i en rivende udvikling de seneste år. Det stopper ikke her, og jeg glæder mig allerede til at se FC Nordsjælland i næste års europæiske turneringer. Der vil vi få bevis på, hvad de har fået ud af årets lærepenge.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik