Morten Olsen leder efter speed

I morgen udtager han sæsonens første landshold: Her er et godt bud

  • Daniel Agger bliver ny anfører på det landshold, som Morten Olsen udtager i morgen. (Foto: AP)
Daniel Agger bliver ny anfører på det landshold, som Morten Olsen udtager i morgen. (Foto: AP)
1 af 1
Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.

EKSTRA Sport og spil

Hent flere

 

I skyggen af de Olympiske Lege i London udtager landstræner Morten Olsen i morgen sæsonens første landshold. Men tag ikke fejl. Det er et hamrende vigtigt efterår, vi går i møde rent landsholdsmæsigt. Målet er VM-slutrunden i Brasilien i 2014, og Olsen har kun en enkelt testkamp næste onsdag mod Slovakiet i Odense, inden det bliver alvor. I september venter en kvalikationskamp hjemme mod Tjekkiet, i oktober to svære udekampe mod først Bulgarien og fire dage senere mod puljens favorit, EM-finalisterne fra Italien.

I værste fald kan vores VM-drømme være smadret allerede i dette efterår, men sådan behøver det ikke at gå. Både Tjekkiet og Bulgarien bør vi kunne tage point fra, hvis vi kan stille i stærkeste opstilling. Hvilket præcis er en af landstrænerens udfordringer. Mange af de spillere, som udgjorde den danske trup ved EM i juni, er i øjeblikket på jagt efter en ny klub. Det gælder stamspillere som Nicklas Bendtner, Simon Poulsen og Simon Kjær. Foreløbig har ingen bidt på krogen, og de tre når i hvert fald ikke at få seriøs kamptræning inden testen mod Slovakiet.

Situationen er langt fra optimal, men sådan er arbejdsbetingelserne, og derfor vil vi se, at mange af de 19-21 spillere som Morten Olsen udtager i morgen er med på fortidens bedrifter. Kun i de nordiske lande og i Belgien er turneringen i gang, og Holland følger først trop i den kommende weekend. Derfor har det også været svært at få øje på nye oplagte landsholdskandidater.

Enkelte har dog formået at gøre opmærksom på sig selv. 18-årige Viktor Fischer fra Ajax ligner det nye store navn i dansk landsholdsfodbold. Den unge mand har fået spilletid og sågar scoret i sin klubs opvarmningskampe, og han spillede også i den hollandske Super Cup i søndags. Endnu er han ikke moden til landsholdet, men det kan komme i løbet af efteråret, for han har den fordel, at han kan spille alle pladser i angrebet.

Og netop der har vi problemer. Ud over at Bendtner endnu ikke har fundet en ny klub, så er det heller ikke afklaret, om han kan spille i den første kvalkamp mod Tjekkiet. Han fik en kamps karantæne ved EM for at vise sine underbukser. DBU har appelleret, men afgørelsen trækker ud. Vi har for tiden ikke andre, der kan spille pladsen, så uden Bendtner må landsholdet spille på en anden måde. Det er systemet med den falske angriber. Barcelona og det spanske landshold bruger metoden, det samme gør FC Nordsjælland, og landsholdet har prøvet det et par gange. Senest i en testkamp sidste efterår mod Finland i Esbjerg, hvor Nicolai Jørgensen fik fornøjelsen. Han slap ganske godt fra opgaven, og nu hvor han er vendt hjem til dansk fodbold og FC København, ligner han atter en mand, der er aktuel for landsholdet.

Han bliver efter al sandsynlighed et af de få nye navne i den trup, der bliver udtaget i morgen. Han har fart i fødderne, og netop speed er blevet et af de vigtige mantraer i Morten Olsens tankeverden. Ved EM fik vi alle set, hvor vigtigt fart er blevet i international fodbold. Selv Spanien kunne få problemer, når de hurtige spillere sad på bænken. Nicolai Jørgensen har speed, og han kan også drible og dermed sætte folk af. En sjælden fugl i dansk fodbold.

Han ligner en fremtidens mand, og det samme kan siges om Emil Larsen, som OB har hentet i Lyngby. Han er også en mand, der flytter sig hurtigere end de fleste. Jeg tror ikke på andre nye navne og med det frivillige farvel til landsholdet fra både Thomas Sørensen og Christian Poulsen, bliver det stort set truppen fra EM, bortset fra Kasper Schmeichel, Nicklas Pedersen og Thomas Kahlenberg, der skal prøve sig af mod Slovakiet næste onsdag. Schmeichel, fordi der ikke udtages tre målmænd, mens de to øvrige dumper på grund af manglende speed.

Her er den forventede trup: Stephan Andersen, Anders Lindegaard, Lars Jacobsen, Michael Silberbauer, Simon Poulsen, Daniel Wass, Simon Kjær, Daniel Agger, (ny anfører), Andreas Bjelland, Jores Okore, William Kvist, Niki Zimling, Jakob Poulsen, Lasse Schöne, Christian Eriksen, Dennis Rommedahl, Tobias Mikkelsen, Michael Krohn-Dehli, Nicklas Bendtner, Nicolai Jørgensen og Emil Larsen.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik